Mange flotte præmier: Kom til Litteraturbanko i Aalborg
Gamle Ole, to tykke damer, vilde svaner, lange tasker…
Begår du dig i bankomiljøet, er det vendinger, du vil kunne genkende med det samme.
Er du frisk på at ryste tingene lidt op i det gamle spil, skal du tage forbi Ordkraft Ord- og Litteraturfestival fra den 4. til 6. april.
For første gang arrangerer de Litteraturbanko med en masse fede præmier. Det bliver i Café Rustiks lokaler i Nordkraft torsdag den 4. april kl. 16.00, fredag den 5. april kl. 15.00 og lørdag den 6. april kl. 14.00.
“I år slår vi dørene op til vores nye koncept litteraturbanko, og vi er meget spændte på at afprøve det.
Præmierne er sponsoreret af kulturlivet i hele Nordjylland, og vi er blæst helt bagover af den store opbakning, der har været,” fortæller Anine Schønwandt Kaas, som er projektleder for Ordkraft.
Vind mange flotte præmier
Hvordan adskiller Litteraturbanko sig fra almindelig banko?
Godt du spørger!
Det normale banko slang vil blive erstattet med “højtlæsning og ord en masse,” som arrangøren skriver.
Præmierne er bl.a. sponsoreret af Aalborg Zoo, Nordsøen, Nordjyske Museer, Voergaard Slot, Buens Bogcafé, Vendsyssel Teater og Restaurant Rustik.
Anine Schønwandt Kaas afslører, at man f.eks. kan vinde biografbilletter, entrébilletter til museer, koncertbilletter, garn og kaffe.
Det er gratis at deltage i selve Litteraturbanko, men for at komme ind på Ordkraft festivalen, skal du købe entré. Du kan enten købe billetter i døren, når festivalen starter, eller du kan forudbestille billetter på Ordkrafts hjemmeside.