Lisa blogger: Sådan går du fra drømmen til virkelighed
Et nyt år, en ny begyndelse og nye udfordringer venter.
Jeg er blevet opfordret til at dele ud og sætte ord på mine tanker, så min nye udfordring består i at blogge om livet, som iværksætter og alt det, der motiverer mig!
Jeg er nok meget præget af min forkærlighed for tech og gadgets, og så er jeg kvinde i en meget mandsdomineret branche. Men jeg håber, at du vil følge med, og forhåbentlig kan bygge videre på mine tanker.
Så here we go. En præsentation er vids på sin plads, så her får du min historie og et par tips jeg har lært undervejs.
1. Find ud af hvem du er
Intet er tilfældigt, der er altid en grund til at vi er, som vi er. Jeg tror det er vigtigt, at vi har en forståelse for, hvem vi er, hvordan vi er og hvorfor vi er, som vi er.
Det gør nemlig, at vi bedre kan forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør. I forskellige situationer. Her får du mit eksempel. Jeg er vokset op ude på landet i St. Vildmose ved Aabybro. Min far er kartoffelavler og min mor folkeskolelærer. Jeg er enebarn.
Det var få facts, men mine grundsten til, hvorfor jeg er, som jeg er. Min far er selvstændig og har altid arbejdet super meget. Jeg er derfor vokset op med, at et arbejde ikke ‘bare’ er et arbejde. Et arbejde er et liv.
Min mor har bla. undervist i de kreative fag, og har påvirket mig til at skabe ting ud af ingenting. Som enebarn ude på landet har jeg helt sikkert fået forstærket min selvstændighed og min kreativitet. Som barn byggede jeg huler, som teenager byggede jeg møbler og i dag bygger jeg virksomheder
2. Find dit interesseområde
I dag har jeg indset, at jeg brænder for medier og marketing, men jeg har prøvet lidt forskelligt. Efter gymnasiet flyttede jeg til Aarhus, som egentlig nok var første skridt i min dannelsesrejse.
Jeg var 19 år og havde aldrig rigtig været i Aarhus før. Jeg faldt hurtigt til på Handelshøjskolen i Aarhus, men studiet og håndbolden blev hurtigt for lidt til at fylde min hverdag. Så jeg involverede mig i det sociale liv på skolen, blev instructor for de nye elever og endte som Chefredaktør på Skolebladet, da jeg var 20 år.
Her lavede jeg også mit første awardshow, og fik en masse kendte til at komme til arrangementet, som Bubber, Tina Dickow, Christian Stadil og Don Ø. De kom fordi jeg spurgte dem. Dét var første gang at jeg indså, at man kan alt, hvad man vil.
Efter min bachelor flyttede jeg kort tilbage til Aalborg, mens jeg tog nogle ekstra fag for at komme ind på min drømmeuddannelse i KBH. Tiden på Copenhagen Business School gik super stærkt.
Jeg kan helt ærligt ikke huske særlig meget, ud over at vi havde Claus Meyer som gæsteforelæser en dag. Uddannelse har for mig været en måde at lære at tænke på, og jeg specialiserede mig forresten i kropssprog, fordi jeg synes det var skørt, at man generelt ikke få undervisning i dét, når det nu er det eneste globale sprog.
Mit første rigtige job var mellem min bachelor og min kandidat, hvor jeg arbejdede, som Media Manager hos magasinet Appetize i Aalborg. Men mit første rigtige betalte studiejob var i København hos det danske designbrand Architectmade.
Her blev jeg sælger for det engelske marked, skulle ringe til butikker og holde møder i London. Det var et super hårdt arbejde, men jeg fik presset mine grænser, hvilket gør, at jeg i dag tør tage telefonen og ringe til potentielle kunder.
Pludselig blev jeg headhuntet til modebranchen og fik jeg stillingen Commercial Coordinator hos YDE, som er et af Danmarks mest luksuriøse modebrands. Her fik jeg super meget ansvar, og skulle blandt andet lave modeshow for de kendte og kongelig i modeugen.
Det var en oplevelse, jeg aldrig glemmer, her fik jeg igen bekræftet at man sagtens kan drømme stort. Da lille mig fra Aabybro pludselig gav hånd til de kongelige prinsesser.
3. Flyt fødderne.. hen til interesserne
Da jeg var ved at færdiggøre mit speciale fik jeg så i 2013 tilbudt et job som Chefredaktør hos Trendsonline. Det var her jeg for første gang blev involveret i iværksættermiljøet.
Trendsonline var en iværksætterblog, der skulle blive til et rigtigt medie, som var først på pletten, når det kom til nye iværksættervirksomheder, apps osv. Jeg havde intet kendskab til branchen, men havde erfaring med at skabe og drive et medie fra skolebladet.
Jeg blev introduceret pænt til iværksættermiljøet, som var en tæt omgangskreds, hvor alle kendte hinanden i København. Jeg mødte en masse spændende mennesker, som virkelig brændte for deres arbejde. Og deres arbejde var deres liv.
Jeg følte mig hurtigt hjemme, og følte at jeg havde fundet ‘nogle, som var ligesom mig’, eller hvert fald ‘nogle, som jeg gerne ville være’. Derfor indså jeg, at jeg sad på den forkerte side af skrivebordet.
4. Mærk efter, og gør dig selv glad
Den eneste, der kunne sørge for, at jeg var lykkelig, var mig selv. Så jeg måtte gøre noget. Jeg tænkte, at der var 2 ting, der kunne gøre mig lykkelig. Jeg skulle enten have min egen virksomhed eller bo i New York, eller begge ting. Så jeg sagde mit job op, og købte en flybillet til New York.
5. Brug tid på dem du kan lære noget af
I New York havde jeg umiddelbart ingen planer. Jeg lovede mig selv at go-with-the-flow og tage imod de muligheder, der ville opstå.
Jeg skaffede en billet til Verden største Tech events Tech Crunch Disrupt NYC, her mødte jeg en investor, som senere tilbød mig et job, som ansvarlig for Europa på sit reklamebureau.
Folk havde sagt til mig på forhånd, at man ikke bare kunne tage til NYC og få et job. Jeg havde ikke tænkt nærmere over det, for jeg havde ikke lagt en plan. Jeg ville se, hvor livet tog mig hen. Men da jeg fik 2 jobtilbud på 1 dag, besluttede jeg mig for aldrig igen at lytte til dem, der siger, man ikke kan. Man kan alt!
Jeg endte med at sige ja til stillingen Chef for Europa på det amerikanske reklamebureau, vi forhandlede løn, visum og det hele gik stærkt. Jeg flyttede så tilbage til Danmark for at sige pænt på gensyn til min familie, men fik så besked fra reklamebureauet, at de gerne ville vente et par måneder med at ansætte mig.
Det var super ærgerligt, men min verden var på det tidspunkt fyldt med muligheder. Så jeg valgte i stedet at bruge min tid på AirHelp, som jeg kunne lære super meget af.
6. Gør dét du er god til
Til Tech Crunch Disrupt havde jeg nemlig mødt det danske startup AirHelp, som hjælper flypassagerer med at få kompensation for forsinkede fly. De tilbød mig jobbet som Landechef i Danmark, da de selv skulle flytte til NYC.
Så jeg takkede ja til stillingen, som Landechef for AirHelp, hvor jeg samtidigt gerne måtte starte egen virksomhed. Jeg oprettede mit første CVR nummer, en enkeltmandsvirksomhed, hvor jeg hjalp nystartede virksomheder med at komme i medierne.
Det største jeg opnåede var 16 artikler på 1 uge i de danske medier og i alt 141 artikler på et år, – ved siden af mit normale arbejde hos AirHelp.
7. Kom i gang, og lær af dine fejl
Fra min selvstændige fase var jeg pludselig klar til mere, jeg ville være iværksætter – og skabe noget banebrydende. Jeg gav mig i kast med mit første rigtige iværksætterprojekt en platform, som skulle matche upcoming design med bloggere. Mens jeg ventede på, at min tekniske partner skulle udvikle produktet gav jeg mig i kast med at skabe et brand, og lavede det første digitale event i Modeugen: #FlavorsInspire. Her lavede vi bla. digitale goodiebags.
8. Bliv ved!
Her så jeg lyset og det enorme potentiale i den digitale goodiebag, som et helt nyt medie. En digital goodiebag er en goodiebag, som du modtager på mobilen. Den er hurtig for virksomhederne at oprette, den mindsker papirspild og generer værdifuld data for sponsorer.
Så efter lidt research fandt jeg ud af, at det var den digitale goodiebag, der skulle blive mit nye liv. Så jeg startede virksomheden GoodiePack, og har nu brugt 1,5 år på at skabe en platform for virksomheder, der vil oprette goodiebags.
9. Netværk!
Da jeg startede GoodiePack, ville jeg gerne flytte tilbage til Aalborg, men havde brug for at være en del af et iværksættermiljø, og være omgivet af mennesker, der kunne forstå mig, og som også ville skabe noget stort.
Vi var så et par iværksættere, der fandt sammen og skabte NextNord, et socialt og gratis netværk for tech iværksættere i Nordjylland. Hurtigt indså vi, at vi kunne lære mere af hinanden, hvis vi sås dagligt. Derfor brugte vi vores tid og frivillige arbejdskraft på at skabe et fysisk iværksættermiljø ved navn StartupWorks for dé iværksættere, som vil skabe nye internationale virksomheder – i Aalborg.
Jeg nyder nu at gå på arbejde på Aalborghus Slot, og har selv mærket, at et sådan et miljø er altafgørende, hvis vi skal bevare de ambitiøse iværksættere i Nordjylland.
10. Tænk stort, og bliv stor!
I 2016 var jeg så heldig at Google, PwC, Ase og Ivækst nominerede mig til Årets Kvindelige Iværksætter i Danmark, – og jeg vandt. Begrundelsen var, at jeg havde skabt en ny markedsføringskanal: Den digitale goodiebag, men at jeg også havde gjort en forskel for iværksættermiljøet i Nordjylland.
Tusind tak til jer nordjyder, der stemte til Ivækstprisen!
Jeg håber, at du i denne præsentation har fået en idé om, hvem jeg er, hvordan jeg er og hvorfor jeg er, som jeg er.
Så giver det måske mening, hvorfor jeg skriver, som jeg skriver. Jeg betragter mig selv, som en helt almindelig nordjysk kvinde. Mit næste mål er at GoodiePack skal til udlandet i løbet af 2017, og jeg selvfølgelig skal have et kontor i New York.
Jeg har store drømme, og har lært, at man kan alt, hvad man vil. Så jeg gør noget ved tingene. Jeg både drømmer og flytter mine fødder – og det bliver jeg ved med! Håber du vil følge med!
Facts:
Alder: 28 år
Uddannelse: Bachelor i Marketing & Management Communications.
Uddannelse: Master of Social Science in Management of Creative Business Processes.
Er også blevet headhuntet af Google til et job i Dublin.
Er udvalgt til GURUbogen om inspirerende iværksættere.
Tilmeld dig gruppen for nordjyske tech iværksættere her: Facebook.com/groups/NextNord
Følge iværksætter-slottet her: Facebook.com/StartupWorksAalborg
Du kan følge med Lisas virksomhed her: Facebook.com/GoodiePack