Flere bilister undrer sig: Ligger der en død kænguru på motorvejen?
Vi er altid klar på at undersøge aalborgensernes spørgsmål i indbakken.
Men vi tabte alligevel kæben, da vi her til morgen fik flere henvendelser fra folk, der efter sigende havde spottet en død kænguru i midterrabatten på motorvejen i sydgående retning ved Svenstrup-afkørslen.
I Aalborg-tråden på Reddit er der også en heftig debat i gang, og i et opslag melder flere brugere, at de har set dyret.
“Nu har jeg kørt forbi det samme dyr de sidste par morgener, og jeg kan simpelthen ikke se andet, end at det skulle være en kænguru, der ligger i venstre vejbane i sydgående retning på E45,” skriver en bruger.
“Ej, jeg tænkte præcis det samme i går. Har virkelig tænkt på, om det er en kænguru,” skriver en anden.
“Lagde kun mærke til det i morges, men mit første indtryk ved 120 i timen var også kænguru,” skriver en tredje.
Her er forklaringen
Men en vild kænguru? I Danmark? På motorvejen?
Det kan da ikke passe!
Vi har været i kontakt med Vejdirektoratet, som ikke har fået nogen meldinger om en død kænguru.
Vi har derfor sendt en mand i marken for at tage et billede af dyret – og forelagt det for vildtkonsulent ved Naturstyrelsen, Ivar Høst.

“Jeg så den faktisk selv i morges, da jeg kørte forbi, og det er et rådyr,” konstaterer Ivar Høst.
Når bilister har kørt forbi dyret i høj fart, har de muligvis forvekslet det strittende ben med en hale.
“Det er et ben, der stritter, og man kan se en fin lille klov,” forklarer Ivar Høst.
En anden grund til, at folk måske har forvekslet dyret med en kænguru, er den forholdsvis lyse pels.

“Det er en hvid vinterpels, og der er ingen tvivl om, at det er et rådyr,” siger Ivar Høst.
Dermed er mysteriet om “kænguruen” på motorvejen løst – for nu.