Politiet melder ud: Lig fundet ved fodboldbane i Vodskov

Tidligere på eftermiddagen meldte Nordjyllands Politi ud, at de i disse timer er talrigt til stede ved Tusborgvej i Vodskov, grundet et mistænkeligt forhold.
Nu er der nyt i sagen.
Til Nordjyske fortæller efterforskningsleder og politikommissær Mikkel Brügmann, at der er fundet et lig i et læbælte ved fodboldbanen på Tusborgvej.
De næste mange timer vil både politi, beredskab og teknikere fra Nationalt Kriminalteknisk Center arbejde intensivt i området.
Det er endnu for tidligt at melde noget ud om hvem afdøde er.
Men efterforskningslederen fortæller, at ligets forfatning er i en stand, der indikerer, at liget har ligget på stedet meget længe.
“Igen i morgen vil man køre på med undersøgelser af liget, og så bliver vi forhåbentlig klogere,” fortæller Mikkel Brügmann til mediet.



