Nu kan du selv eje en af dem: Her er de mest legendariske grillbarer i Aalborg

Søndag kunne vi fortælle, at legendariske Jin Shing i Nørresundby er sat til salg.
I 37 år har den populære grillbar langet gigantiske burgere, forårsruller og meget andet godt over disken på Hjørringvej, men nu åbner man for, at andre kan føre stafetten videre.
“Det er lidt en test for at se, hvilke muligheder der er.
Den skal ikke sælges for enhver pris, men det er klart, at vi lægger mange arbejdstimer i det, og det kunne også være fint at prøve noget, hvor man ikke arbejder lige så mange timer,” siger Hung H. Tang, indehaver, til MigogAalborg.
Nu hvor der er mulighed for selv at eje en grillbar-institution som Jin Shing, så har det givet anledning til at kigge på de mest legendariske grillbarer i Aalborg-området.
Så er spørgsmålet bare, hvilken har du fået mad fra flest gange?
Maxi Grill
Hadsundvej 96, Aalborg
Den store grillbar i Vejgaard er en af de gamle “dinosaurer” i Aalborg. Maxi Grill blev startet i 1970’erne, og er en af dem, hvor der stadig er et lille område med spillehal i lokalerne.
De er især kendte for deres hotdogs.
En vigtig bonusinfo er, at det oftest er her, at Danmarks ukronede hotdog-konge Ruben Mikkelsen gennemfører sin kvalifikation til DM i hotdog-spisning.
Han har stadig rekorden med 42 hotdogs på et kvarter.
Jin Shing
Hjørringvej 40, Nørresundby
Hvis man er fra Aalborg og omegn, så kender man selvfølgelig grillbaren Jin Shing på Hjørringvej i Nørresundby.
Man har formentlig også smagt deres burger med den legendariske dressing, som også sælges i nordjyske supermarkeder.
Eller deres bøfsandwich, hvor burgeren bader i brun sovs.
I år er det 23 år siden, at brødrene Hung Han Tang og Hung Chanh Tang overtog Jin Shing fra deres forældre.
Men det kan også være sidste år med dem i spidsen. For Jin Shing er nemlig sat til salg på restaurantmarkedet.
Kastet Grill & Burger
Kastetvej 63, Aalborg
I år fylder den kendte grillbar i Vestbyen 23 år.
Den nuværende indehaver Louise overtog stedet i 1999, og i 2018 kulminerede det faktisk med, at KASTET GRILL OG BURGER vandt prisen for Nordjyllands Bedste Take Away.
Det var giganten Just Eat, der afholdt DANISH Take Away Awards, hvor Aalborg-stedet altså løb med prisen for Nordjyllands bedste.
Det er især deres bøfsandwich, de sælger mange af.
NanKing
Sjællandsgade 40, Aalborg
I 37 år har man kunne få lækre forårsruller, grillkyllinger og alt andet godt fra NanKing.
De er især kendte for deres gigantiske forårsruller, og det er virkelig et af de steder, der har reddet mange søndage for aalborgensere.
De har et godt udvalg af både kinesiske samt mere traditionelle grillbar retter, og man går ikke sulten i seng, når man har hentet mad hos NanKing.
De er desuden også flere gange kåret til Aalborgs Bedste Takeaway af Just Eat.

Fontænen
Prinsensgade, Aalborg
Er Fontænen i realiteten den mest legendariske grillbar i Aalborg? Stedet har eksisteret i mere end 50 år, og har især været kendt for deres vilde priser.
Engang kostede en “hotter” en 5’er, og Fontænen trak alle typer af aalborgensere. Her kunne alle mødes over en ristet.
Fra 2008 til 2020 var det Kent Aabo, som holdt fanen højt på Fontænen, men i oktober 2020 solgte han så Fontænen fra.
Skal vi være helt ærlige – så er Fontænen desværre ikke det samme i dag med de nye ejere.
Men Fontænen vil altid være husket i Aalborgs Hall of Fame over spisesteder.
Peking Grill
Hobrovej 95, Aalborg
På Hobrovej ligger et af fyrtårnene af grillbarer i Aalborg.
Endnu et sted hvor man både mestrer kinesiske specialiteter, ligesom at man med elegance (og friture) laver en halv grillkylling med fritter.
Gastronomien har udviklet sig gevaldigt i hele Aalborg, så det er lidt som at træde ind i en tidslomme på Peking Grill, der i hvert fald har din ryg, når det gælder Takeaway.