Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Påskepanik: Legendarisk påskeøl tæt på udsolgt

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Carlsberg Group
Foto: Carlsberg Group

Hvis man skal fylde påskebordet med den populære påskeøl Tuborg Påskebryg, også kaldet ”Kylle Kylle”, eller en af Jacobsens påske varianter, skal man til at skynde sig.

En uge før påske er Carlsberg nemlig løbet tør for påskebryg. Lageret i Fredericia er tæt på tomt, og bryggeriet kan ikke nå at brygge flere.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

”Vi vil rigtig gerne have, at vores påskebryg varer lige til påske, men i år ser det ud til at knibe. Vi er overvældet over, hvor hurtigt salget er gået, og vi er meget tæt på at løbe tør.

Så man skal skynde sig, hvis man skal skåle de lyse tider ind med en påskebryg. Vi er selvfølgelig glade for, at danskerne har været så glade for vores øl, men det var selvfølgelig ikke planen, at den skulle være udsolgt allerede nu,” siger Caroline Leopold, brand manager for Tuborg i Carlsberg Danmark og fortsætter:

”Påsken er årets første højtid, hvor øl har en særlig tradition, og det har vi kunnet mærke. Vi prøver at ramme den rette mængde hvert år, så vi ikke har alt for lidt eller meget. Vi har brygget samme mængde som sidste år, men danskerne har været i god tid med øl til påskebordet i år,” siger Caroline Leopold.

Under 5 pct. tilbage

Carlsberg Danmarks bryggeri i Fredericia har tilsammen brygget omtrent 2.600.000 liter Tuborg Påskebryg og Jacobsen Påske Pale Ale og Jacobsen Maj Bock. Og der er under 5 pct. tilbage på lageret.

”Vi er gået udsolgt på fadøl til landets barer og restauranter og forventer også at gå udsolgt i grænsehandlen inden påske. Og der er heller ikke flere Kylle Kylle 18-pack og 30 stk. til landets dagligvarebutikker, mens der er en lille rest af 6-packs tilbage,” siger Caroline Leopold.

Selvom bryggeriet er ved at løbe tør, skal påskepanikken ikke sprede sig endnu. Man kan stadig være heldig at finde en påskebryg i landets butikker og barer. Når Carlsberg melder udsolgt, er det en forvarsel, om at det snart er slut, da butikker og barer ikke kan bestille mere, da Carlsbergs lagre er tæt på tomme.

”Det burde stadig være muligt at få fat i en påskebryg flere stedet i landet. Men vi vil gerne forberede vores kunder på scenariet, så de ikke går skuffet ud af butikken,” siger Caroline Leopold.

Carlsberg har solgt påskebryg siden 1905, hvor man lancerede sit første påskebryg. Året efter fulgte Tuborg trop med Tuborg Paaskebryg. Og sidenhen er der kommet flere påskevarianter til med Jacobsens Påske Pale Ale og Maj Bock.

Del artikel

Andre læser også