Har stor sommerrute i Aalborg Lufthavn: Stort flyselskab indstiller alle flyvninger

Det islandske lavprisselskab Play har sat prop i tanken og indstillet alle flyvninger.
Svigtende billetsalg og en presset finansiel situationen er baggrunden.
Beslutningen betyder samtidig, at selskabet fremadrettet ikke længere vil flyve fra Aalborg Lufthavn.
Play har netop afsluttet en stor sommerrute fra Aalborg, hvor de er fløjet direkte Reykjavik.
Hvert år har ruten været populær med direkte fly til Island fra Aalborg.
En smertefuld beslutning
“Beslutningen er den mest smertefulde, vi kunne forestille os, men vi har udtømt alle andre muligheder,” lyder det i en pressemeddelelse fra Plays bestyrelse, der samtidig undskylder over for både passagerer, ansatte og samarbejdspartnere.
Det får også stor betydning for ruter fra blandt andet Billund og København.
I forhold til Aalborg ser det ud til at være slut med forbindelsen, som især blev markedsført til nordjyder, der ønskede nem adgang til Island og videre rejser til Nordamerika.
Ifølge selskabet skyldes lukningen;
“En kombination af længerevarende svage økonomiske resultater, svigtende billetsalg i de seneste måneder samt negativ medieomtale, der har ramt tilliden til selskabet.”
400 ansatte mister jobbet
Beslutningen rammer både passagerer og ansatte hårdt.
“Tusindvis af passagerer må finde alternative hjemrejser, mens omkring 400 ansatte mister deres arbejde,” skriver selskabet.
På Plays hjemmeside fremgår det, at berørte passagerer kan kontakte deres kreditkortselskab for at forsøge at få pengene retur.
Har man købt flybillet som en del af en pakkerejse, er det rejsebureauet, der skal kontaktes.