Har afdeling i Aalborg: Lauritz.com er konkurs

Så gik den ikke længere.
Ét af Danmarks mest kendte auktionshuse, Lauritz.com, har længe haft økonomiske problemer, og nu er der desværre ingen vej tilbage. Auktionshuset er pr. dags dato erklæret konkurs.
Lauritz.com har håbet på at kunne opretholde deres drift og sikre en rentabel rekonstruktionsperiode. De har sideløbende været i dialog med potentielle købere og investorer.
Desværre har det ikke været muligt at fortsætte driften, og i samråd med rekonstruktørerne har ledelsen i Lauritz.com A/S og de tilknyttede selskaber truffet den svære beslutning om at begære konkurs.
Skifteretten behandlede konkursbegæringen den 11. juli 2023, hvilket betyder, at Lauritz.com A/S og de øvrige selskaber i Lauritz-koncernen nu befinder sig i konkursbehandling.
Lauritz.com har indtil i dag haft Aalborg-afdeling på Nibevej 18A, 9200 Aalborg.

Har forsøgt at redde virksomheden
I løbet af rekonstruktionsperioden har Lauritz.com været i konstruktive samtaler med flere potentielle købere, og kuratoren forventer at fortsætte dialogen i håbet om at indgå en aftale, der kan sikre fortsættelsen af Lauritz.com under ny ejerskab.
Alle aktiviteter hos Lauritz.com er midlertidigt indstillet, hvilket betyder, at det ikke længere er muligt at indlevere varer til auktion eller vurdering, og budgivning på varer er ikke længere muligt.
Auktionshusene vil midlertidigt være lukket for henvendelser.
Mange kunder har indleveret varer til Lauritz.com A/S, som er blevet solgt uden, at kunderne har modtaget betalingen. Der er også kunder, der har indleveret varer, som endnu ikke er blevet solgt og stadig opbevares af selskabet.
Der er også kunder, der ikke har modtaget de varer, de har købt.
Lauritz.com har registreret alle indleverede varer og gennemførte salg, og som kunde – uanset om man er sælger eller køber – er der foreløbigt ikke behov for at foretage sig noget.