Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Luksus-smørrebrød og morgenmadsretter: Latur udvider konceptet

Af Stine Kjølby Christensen

Der var mange, der rynkede panden, da stjernekokken Dennis Juhl tidligere på året afslørede, at han ville åbne endnu et sted … denne gang uden for byen.

Lokationen blev Hasseris Bymidte, og navnet blev Latur – og faldt altså perfekt ind i familien med søster-restauranterne Textur og Struktur.

Her var planen, at Dennis Juhl og hans partner Frederik ville skabe en naturlig rotation mellem de tre steder, og hos Latur kunne gæsterne blandt andet finde alle de bedste elementer fra restauranterne og købe det med hjem.

Derudover råder Latur også over en helt nybygget café, hvor gæsterne kan nyde alt fra snacks, sandwich, caviar og dåsemad – og med fokus på de allerbedste og mest spændende delikatesser, man kan få fingrene i …. selvfølgelig med et lille glas vin til.

Luksus-smørrebrød og morgenmadsretter: Latur udvider konceptet

Udvidet menukort

Sådan er det stadig her fem måneder efter åbningen, men tiden efter har Dennis & Co. blandt andet brugt på at lære sit lidt anderledes klientel endnu bedre at kende; og derfor er de nu klar til at udvide konceptet.

“Vores segment er jo lidt ældre end dem, der kommer i vores restauranter inde i centrum, så vi har forsøgt – med respekt for vores eget koncept – at imødekomme den efterspørgsel, der har været på forskellige elementer,” fortæller Dennis Juhl.

Det betyder blandt andet, at menukortet fremover får fint selskab af en omgang luksus smørrebrød.

Luksus-smørrebrød og morgenmadsretter: Latur udvider konceptet
Foto: Stine Kjølby Christensen

Smørrebrødene kommer på nuværende tidspunkt i 10 forskellige varianter med alt fra halehængt røget laks og hønsesalat med ristede svampe til rødspætte med håndpillede rejer og comté med karamelliseret løgkompot.

Du kan se hele menuen her. 

“Vi har forsøgt at tage nogle klassikere, som vi godt selv kan lide, og pifte dem lidt op med nogle mere innovative udgaver.

For eksempel har vi en vegetarisk udgave med bagte rødbeder marineret i honning & balsamico og med cremet gedeost,” siger Dennis.

Luksus-smørrebrød og morgenmadsretter: Latur udvider konceptet
Foto: Stine Kjølby Christensen

Han fortsætter:

“Vores koncept er jo franskinspireret, så det har vi også forsøgt at gøre vores smørrebrød. I stedet for en ostemad med rå løg har vi en lækker comté med karamelliserede løg.”

Valget om at få danskernes favoritfrokost på menuen, har allerede nu – trods de få dage, det har været på menukortet – været en kæmpe succes.

“Den dag vi lancerede dem, fyldte de 90 % af alle vores frokostbestillinger. Så dét har folk virkelig taget godt imod,” siger Dennis med et grin.

Smukt og lækkert smørrebrød

Vi har “latur-ligvis” allerede været forbi til en lille smager af de æstetiske vidundere.

Ganske vist var den ene af de to repræsentanter lidt ramt på smagsløgene (Damn you, Corona!), men ikke desto mindre havde øjnene endnu bedre forudsætning for at smage de små kunstværker.

De forskellige typer smørrebrød var nemlig lige så behagelige at se på, som de smagte. Der var skruet godt op for alle de smagsmæssige virkemidler – fra de små sprøde chips på det lækre tatar til det cremede hønsesalat.

Luksus-smørrebrød og morgenmadsretter: Latur udvider konceptet
Foto: Stine Kjølby Christensen

Prisen er også til at være med på – nordjyde eller ej. Du får nemlig tre styk for 150 kr. (hvis kokken bestemmer), eller alternativt 60 kr. uanset stykket.

Nyt morgenmadskort

Udover de nye smørrebrød er menukortet også blevet udvidet andre steder.

“Vi åbner nu kl. 9 om morgenen, hvor vores gæster kan nyde en simpel Morgenanretning med blødkogt æg, charcuterie, croissant, marmelade, oste, løgkompot og hjemmebagt brød,” siger Dennis.

Udover morgentallerkenen, kan du også få friskbagte kardemommesnurrer eller pain au chocolat – naturligvis med en friskbrygget kaffe eller the on the side. 

Luksus-smørrebrød og morgenmadsretter: Latur udvider konceptet

Fyraftensvin og lækre snacks

Og det er ikke kun i morgentimerne, at gæsterne vil hænge ud hos Latur. Indtil nu har køkkenet lukket ned kl. 15, men det har ligeledes været nødvendigt at udvide.

“Da vi åbnede for et par måneder siden, var vores strategi at gøre det ganske forsigtigt.

Det var en helt ny bydel, hvor vi ikke kendte gæstegrundlaget så godt – men det gør vi nu, og derfor imødekommer vi selvfølgelig også de ønsker, som gæsterne har.

For eksempel har det også vist sig, at de meget gerne vil blive hængende endnu længere til en fyraftensvin eller noget let at spise – så det får de lov til nu,” siger Dennis.

Helt konkret betyder det, at Latur fremover holder åbent for snacks, småretter og god vin fra 9-17.30 og kl. 20 torsdag og fredag.

Luksus-smørrebrød og morgenmadsretter: Latur udvider konceptet

Det er vist ingen hemmelighed, at Dennis Juhl er en ambitiøs herre med intet mindre end tre populære spisesteder i samme by – men var det så dét?

“Vi må se, hvad tiden ellers bringer,” slutter han hemmelighedsfuldt.

Del artikel

Andre læser også