Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fantastiske fortællinger fra Latinamerika: Udforsk en skattekiste af kaffe og rom hos La Casa Latina

Af Nathalia Hentze Nielsen

I vores daglige trummerum af stå-op-og-gå-på-arbejde, gå-hjem-og-gå-i-seng og alt derimellem af restriktioner og pligter, kan man vist ikke bebrejde nogen for at savne lidt hverdagsmagi i disse tider.

Et lille drys af glæde eller spænding her og der, som kan vende en kedelig dag til det bedre.

Hvad den magi består af er forskellig fra person til person, men nogle sanseindtryk er universelle: En duft af nyristet kaffe, en smag af lækker chokolade, synet af et oprigtigt smil, der byder dig velkommen, og lyden af fantastiske historier fra en svunden tid.

Er det sådan et lille pusterum, du ønsker, behøver du ikke søge længere væk end til vores egen Vestby, som kalder på udforskelse af de mange charmerende butikker og caféer.

Én af dem er det latinamerikanske risteri La Casa Latina, som er indbegrebet af sydlig gæstfrihed, overdådige smagsoplevelser og eventyr.

Fantastiske fortællinger fra Latinamerika: Udforsk en skattekiste af kaffe og rom hos La Casa Latina

Kaffe i blodet

Du er uden tvivl gået forbi den lille butik på Kastetvej 35 hundredevis af gange før, og måske har du endda kastet et hurtigt blik på de fantasifulde vinduesudstillinger.

Næste gang du befinder dig i nabolaget, vil vi anbefale, at du lader nysgerrigheden sejre og træder ind i kaffe-og rom-universet, hvor ejer Ilma Sanchez Mogensen står klar mandag til lørdag for at vejlede med lige dele varme og kyndighed.

La Casa Latina er især kendt for sin unikke Sanchez Kaffe, som er opkaldt efter Ilmas far og ristes i butikken efter familiens gamle traditioner.

Kaffebønnerne importeres direkte fra Latinamerika, hvor de gennem årtier er blevet dyrket nær vulkaner, på Andesbjergene og i Amazonas.

Det er i de selvsamme Andesbjerge, at Ilma har sine rødder; hun voksede op i en landsmandsfamilie i byen Merida i Venezuela, som ligger smukt placeret 1.500 højdemeter over havet.

Fantastiske fortællinger fra Latinamerika: Udforsk en skattekiste af kaffe og rom hos La Casa Latina
Ilma Sanchez Mogensen importerer rå kaffebønner fra Latinamerika, som hun rister i butikken. Kunder får dermed helt frisk kaffe i den bedste kvalitet.

“Min far var landmand, og han dyrkede kaffe i en lille kaffeplantage nær vores hus i Merida.

Jeg lærte alle processerne i kaffedyrkning, forarbejdning og ristning i min barndom, men hvis du havde spurgt mig dengang, havde jeg aldrig set mig selv arbejde med kaffe som voksen,” fortæller Ilma, mens hun peger på et gammelt fotografi af familien foran deres gård i Venezuela.

Selvom Ilma praktisk talt har kaffe i blodet, har det aldrig lagt i kortene, at hun skulle gøre det til en levevej. Det var først, da faren kom på besøg i Danmark og plantede et frø i hendes hjerne, at hun fik idéen til Sanchez Kaffe og La Casa Latina.

“Min far og jeg var i et supermarked, og han kunne ikke forstå, hvorfor man ikke kunne få frisk kaffe. Så spurgte han mig, hvorfor jeg ikke ristede kaffe for danskerne,” siger hun og smiler stort.

Frisk, lækker kaffe til en god pris

Har man en forkærlighed for kaffe (som undertegnede her), føles det som den syvende himmel, når bønnerne hældes i kafferisteren og håndtaget drejes i La Casa Latina.

En intens duft og varme spreder sig i det lille lokale, og det grønne guld (eller oro verde som det kaldes på spansk) forvandler sig til de mørke, ristede bønner, vi kender så godt.

Fantastiske fortællinger fra Latinamerika: Udforsk en skattekiste af kaffe og rom hos La Casa Latina
De grønne kaffebønner (også kaldet “grønt guld” eller oro verde) får den smukke brune farve i kafferisteren.

“Min mand og jeg gør meget ud af at finde den perfekte kaffe, som passer til butikkens værdier,” forklarer Ilma over lyden af kafferisteren.

“Vi gør alt for at give vores kunder en frisk, lækker kaffe til en god pris. Når man henter kaffe hos os, skal det være ligesom at få et varmt nybagt brød med hjem.”

Ved du ikke helt, hvilken pose af Sanchez Kaffe der skal med hjem i maskinen eller stempelkanden, kan du altid spørge Ilma til råds, som altid tilgår opgaven med stor viden og stor entusiasme.

“Vores kaffe kommer fra Cuba, Costa Rica, Guatemala, Mexico, Panama, Colombia, Brasilien, Honduras og vi kan også skaffe specialkaffe fra Galápagos,” navnene flyver fra Ilmas læber på perfekt spansk, og de naturlige spanske gloser er bare endnu et element, der gør La Casa Latina så specielt.

Fantastiske fortællinger fra Latinamerika: Udforsk en skattekiste af kaffe og rom hos La Casa Latina
La Casa Latina tilbyder også de fineste mærker af cigarer fra Cuba.

Historier fra Latinamerika

Som man kan læse på butikkens rude, er det ikke kun kaffe som Ilma og hendes mand specialiserer sig i; en stor del af La Casa Latinas DNA er også chokolade, cigarer og ikke mindst rom.

Også her banker Ilmas hjerte for kvalitet og historiefortælling, fordi “en rom er ikke bare en rom”.

“Rom tager lang tid at lave, og fordi hver enkel type rom har en speciel opskrift, kan man lære noget om menneskene bag og give historierne videre til folk,” forklarer Ilma.

Når hun og manden afholder deres intime prøvesmagninger og arrangementer i butikken – hvad enten det er med udgangspunkt i rom, chokolade eller kaffe – får denne historiefortælling for alvor lov til at folde sig ud, og Ilma deler gerne de eventyrlige historier fra sit hjemland.

Fantastiske fortællinger fra Latinamerika: Udforsk en skattekiste af kaffe og rom hos La Casa Latina
Et lille udsnit af de mange slags latinamerikansk rom som La Casa Latina tilbyder.

“Min far plejede at fortælle os om morocotas, som var store guldmønter, der blev brugt i Venezuela fra 1859 til 1887. Han fortalte, at de familier, der havde tjent morocotas begravede dem i kister i deres baggårde sammen med diamanter, rubiner og andre skatte.

De ville beskytte deres rigdomme fra plyndring og krig, og kun de kendte placeringen. Legenden er, at når de døde, kom de tilbage som spøgelser for at beskytte eller advare de nye ejere i området.

Det gjorde de ved at sige lyde eller ved at fremkalde glitrende rødt, guldfarvet eller grønt lys.

Og man fandt faktisk morocotas i Merida, da de skulle grave jorden op og lave nye huse,” fortæller Ilma og tilføjer med et grin: “Men jeg har desværre ikke selv set dem.”

Du finder ingen glitrende morocotas i Aalborg, men kostbarheder er der masser af hos La Casa Latina – både i form af spiselige og drikkelige skatte, men i lige så høj grad i form af Ilma Sanchez Mogensens fantastiske historier.

Læs mere om La Casa Latina her.

Køber du en kop kaffe to-go hos La Casa Latina inden mandag den 10. maj, deltager du automatisk i konkurrencen om at vinde 1 kg Sanchez Kaffe og 1 flaske god rom.

Del artikel

Andre læser også