Så er det officielt: Lars Friis er klar øjeblikkeligt som træner for AaB

AaB er kommet lunkent i gang med foråret.
Først sprudlede de med 2-0 sejr over FC Midtjylland ude, men tabte siden 4-1 til Silkeborg hjemme og spillede i søndags 0-0 mod bundholdet Vejle.
Det har været tydeligt, at der har været brug for en stærk profil på trænerbænken, og det får AaB nu.
I en pressemeddelelse fortæller man, at tovtrækkeriet med Viborg er afsluttet, og man kan allerede nu få Lars Friis som cheftræner.
Aftalen blev lavet allerede i januar, men Viborg stod i vejen for, at Lars Friis kunne tiltræde med det samme. Det var faktisk først oprindeligt muligt at Lars Friis kunne tiltræde i august 2022.
Nu er den knude løst, meddeler AaB.
AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:
“Af forskellige årsager har der været tale om et lidt langstrakt forløb, men nu er vi nået frem til en aftale, som alle parter er tilfredse med.
Som tidligere nævnt får vi med Lars Friis et stærkt lederskab og en person med gode menneskelige egenskaber og værdier, og så er Lars fodboldfagligt særdeles kompetent, hvilket inkluderer dyb indsigt i talentudvikling og en fodboldfilosofi, der matcher vores, og at Lars kan tiltræde nu, er naturligvis den mest optimale løsning for os, siger Inge André Olsen.
Når det er sagt, så vil jeg benytte lejligheden til at uddele ros og udtrykke min dybeste respekt for Oscar Hiljemark og hele den øvrige stab, som i de seneste uger har gjort et ekstraordinært arbejde, hvilket blandt andet har været medvirkende til at bringe os ind i mesterskabsspillet,” slutter Inge André Olsen.
45-årige Lars Friis ser frem til at komme i gang i AaB:
” Lad mig understrege at jeg har haft en god tid i Viborg F.F. sammen med mange gode mennesker, og jeg har kun positivt at sige om Viborg F.F. som klub.
Når jeg alligevel har valgt at takke ja til AaB, så er det fordi, der er tale om en storklub, som tilhører toppen af dansk fodbold, og den mulighed og kæmpe udfordring var jeg nødt til at gribe, siger Lars Friis.
Det betyder også noget for mig, at AaB er et sted med sympatiske mennesker, og jeg glæder mig helt vildt til at blive en del af klubben, og de første dage vil jeg bruge på at observere og komme tæt på staben og spillertruppen, så vi hurtigt får et godt samarbejde i gang,” lyder det fra Lars Friis.
Lars Friis har første træning som cheftræner i AaB i morgen formiddag. Første kamp bliver opgøret i Odense mandag aften mod OB.
Opdateres