Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lang kø ved baren giver kritik: Vi Elsker 90’er-ledelse undskylder

Af Michael Qureshi

Der var topkarakterer til kunstnerne på scenen, da Vi Elsker 90’erne indtog Mølleparken i Aalborg lørdag.

Men i selve logistikken gik noget galt tidligt på dagen. Vi Elsker 90’erne får her dagen derpå kritik for lange køer ved barerne. Det var på de såkaldte Drink & Dance billetter, hvor gæsterne havde betalt for fri bar i løbet af dagen. Blandt andet har flere skrevet til MigogAalborg om for lang ventetid til at få drinks.

Det er der dog en rigtig god forklaring på.

MigogAalborg har søndag talt med partner på Vi Elsker 90’erne Riffi Haddaoui. Han er rigtig ked af, at der er nogle blandt gæsterne, som har haft en dårlig oplevelse med barkøer.

Stor forening udeblev uden afbud

Han undskylder over for de gæster, der blev berørt af det.

“Vi er om nogen kede af, at barerne ikke fungerede optimalt i de første timer af festen. Vi lever af glade gæster, og prøver alle steder og hvert år at lave festen bedre og bedre.

Desværre var der en stor forening på, som uden afbud ikke dukkede op, så vi kunne ikke gøre noget andet end at kæmpe for at få kaldt nye bartendere ind.

Her vil vi gerne takke alle, der hurtigt sprang til, bl.a. Aalborgs restaurationsmiljø med Rekom og Heidis Bier bar. De var en fantastisk hjælp,” siger Riffi Haddaoui til MigogAalborg.

Samme forbrug per gæst som sidste år

Han er glad for, at der senere på dagen blev rettet op, da hjælpen kom.

“Vi undskylder og er trods alt glade for, at det med manges hjælp lykkedes at finde nye bartendere, og som jeg også sagde til gæsterne via scenen, så var der ingen der fik lov at gå tørstige hjem. Vi havde samme øl og alkohol forbrug per gæst, som vi havde sidste år, hvor barerne fungerede optimalt.

Men det er klart en partykiller at skulle starte festen med en lang kø, hver gang man skulle have forfriskninger. Det er vi kede af, og det skal vi sørge for at gardere os for til fremtidige shows. Jeg vil også rigtig gerne takke de mange foreninger, som altid hjælper os i Aalborg, og som gør, at Vi Elsker 90’erne er muligt, når vi kommer til byen.

Og ikke mindst de mange tusinde gæster, som skabte en fantastisk stemning i Mølleparken,” slutter Riffi Haddaoui.

Hvis du vil se billederne og videointerviews med flere 90’er stjerner, så læs vores reportage her

Del artikel

Andre læser også