Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Landmad bliver til Café Bonden i Vesterå: Derfor skulle de ændre navn

Af Michael Qureshi

For halvandet år siden i juni 2016 fik Aalborg en Landmad-butik med konceptet, der var en blanding af café og købmandsbutik.

Men nu skal vi vænne os til et helt nyt navn på adressen Vesterå 5. Fra 1. februar ændrer man navnet fra Landmad til Café Bonden.

Men det bliver sådan set også det eneste, der ændrer sig, lover parret Annette Larsen og Jan Andersen, der står bag den hyggeligt indrettede café og butik.

Landmad-konceptet var nemlig på vej mod en truende konkurs i efteråret 2017, og blev reddet på målstregen af nye ejere heriblandt Prins Joachim.

Navneskiftet var en nødvendighed

Det var ejerkredsen bag De 5 Herregaarde, som overtog Landmad-navnet, og de nemlig at gå væk fra Franchise-konceptet. Dermed var navneskiftet i Vesterå en nødvendighed.

“De fysiske butikker var ikke en del af deres plan, så de opsagde alle kontrakter med franchise-butikkerne. Så vi fik tre måneder til at komme af med alt, hvad der hed Landmad hos os. Derfor kommer vi nu fremadrettet til at hedde Café Bonden,” fortæller Annette Larsen til MigogAalborg.

Det er både godt og ondt, at man nu skiller sig af med Landmad-navnet.

“Vi har også erfaret i den tid, vi var i Landmad-konceptet, at det der sælger godt i Grenaa nødvendigvis ikke sælger godt i Aalborg. Så på den måde er det positivt, at vi nu selv kan bestemme lige præcis, hvad vi serverer og placerer på hylderne.

Det der er mindre godt, er naturligvis, at vi har brugt mange kræfter alle butikkerne i kæden på at etablere Landmad i folks bevidsthed, og det har været lidt et kvalitetsstempel,” forklarer Annette Larsen.

Fejrer økologiske spisemærke i sølv

Der har dog været grund til stor fejring inde på det populære spisested, som blandt andet er kendte for at servere lækker brunch og fantastiske burgere.

Forleden modtog de det økologiske Spisemærke i Sølv, og det er en kæmpe bedrift for Annette Larsen og Jan Andersen.

“Det betyder, at mellem 60-90 procent af den mad, vi serverer i caféen, er økologisk inklusiv drikkevarer. Det er en ret stor milepæl for os. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en større investering fra vores side i at opnå dette prædikat.

Så vidt vi er orienteret, er det kun to steder inklusiv os i Aalborg af forretningsdrivende butikker og caféer, som har det økologiske spisemærke i sølv. Det er vi ret stolte over, at vi nu har nået,” fortæller Annette Larsen.

Hun glæder sig fortsat til at tage imod aalborgensere inde på Café Bonden.

“Det er vigtigt for os at understrege, at som gæst og kunde kommer man ikke til at mærke nogen forskel på navneskiftet. Det er stadig de samme retter og de samme mennesker.

Faktisk gør det os i endnu højere grad i stand til at dyrke nordjyske producenter. Vi er i gang med at finde endnu flere af de her små producenter rundt omkring i Nordjylland. Det er en ret vigtig del af vores måde at drive caféen og butikken på,” slutter Annette Larsen.

Del artikel

Andre læser også