Gratis kaffe og lakridspiber: Tøjbutik inviterer til “Slack Friday”

Aalborgs butikker bugner lige nu af menneskestrømme med én fælles mission: At fange de bedste Black Friday-tilbud.
Uanset om man elsker eller hader dagen, så er det som regel i dag, man kan score årets største besparelser – hvis man altså vil være med.
Men det er langt fra alle, der hopper med på bølgen.
Én af dem er LAKOR i Algade, der i stedet markerer dagen med deres helt egen “Slack Friday”.
Et koncept, der i dén grad er til at forstå.
Gratis kaffebønner
Da vi kiggede forbi butikken, stod hylderne – som altid – fulde af finurlige trøjer, hættemåger, strikhuer og lakridspiber ad libitum.
“Vi gider ikke holde Black Friday,” fortæller Lauritz, butikschef i Aalborg.
“Vi synes, at vores priser i forvejen er fair. Og som lille virksomhed køber vi ikke kæmpe partier hjem – det koster, hvad det koster,” siger han og tilføjer, at LAKOR gerne vil opmuntre til et roligere forbrug med tøj, der kan bruges år efter år.
Og hvad er Slack Friday så?
Hvis du kigger du forbi butikken i dag, får du en kop god kaffe og en lakridspibe.
Skal du prøve tøj, kan du endda smide benene op i sofaen ved prøverummene og slacke dig gennem shoppingen.
“Køber man for over 200 kroner, får man også en pose kaffebønner fra The Brew Company, som vi samarbejder med.
Så kom ikke og sig, at vi ikke forkæler vores kunder,” siger Lauritz med et grin.
Så hvis Black Friday (også) giver dig høj puls og svedige håndflader, så kan du altid trække vejret ned i maven hos Lakor.
Og selvfølgelig varme dig på en gratis kop kaffe og en lakridspibe eller to.




