Boller op, boller ned: Vi har testet alle fastelavnsboller i Lagkagehuset
We knoooooow.
Der er (stadig) længe til fastelavn.
Men når ens livret tilfældigvis hænger uløseligt sammen med denne højtid, så tager vi gerne forskud på glæderne.
Hos Lagkagehuset var man blandt de første i byen til at få den legendariske kage på hylderne – og det skyldes ganske enkelt, at kunderne efterspørger dem tidligere og tidligere.
De tilbyder et stærkt line-up som altid, og vi var selvfølgelig på pletten i den gode sags tjeneste, så vores læsere ikke behøver at spise sig gennem dem alle for at finde favoritten.
Selv tak, siger vi bare!
Fastelavnsboller med fløde
Når vi hvert år har spurgt jer, hvilke af byens fastelavnsboller, der har vundet jeres sultne hjerte, er disse altid en genganger.
Lagkagehusets fastelavnsboller med fløde er og bliver en vinder.
Mokka og saltkaramel
Denne herlighed får altid vores hjerter til at brænde og mundvand til at løbe.
Smagen af kaffe er meget gennemtrængende og intens, hvilken vel også giver ret god mening i og med, at kaffecremen er lavet på Lagkagehusets egen espressoblend af arabica-bønner.
Til gengæld er saltkaramellen sekundær heri, så hvis du ikke er heeeelt tændt på mokkasmagen, så vil vi anbefale dig at prøve én af de andre.
Hindbær og Sarah Bernhardt
Hvis du både er til den friske smag af bær, men også er lidt af en chokoladegris, så er fastelavnsbollen med hindbær og Sarah Bernhardt skabt til dig.
Hindbærcremen tilføjer perfekt sødme til Sarahs meget kraftige smag af chokomousse, hvilket gør, at den hverken bliver kvalmende sød eller alt for bitter.
Blåbær og nougat
Mange af Lagkagehusets fastelavnsboller gav os vibes fra fordums tider, og det var også tilfældet med denne variant.
Den lækre smag af blåbær tog os tilbage til et dækket morgenmadsbord i sommersolen, hvor blandt andet blåbær-yoghurt var stillet frem.
Tilføj så en klat fed nougat, og du har vist sikret dig den perfekt start på dagen.
Vaniljecreme
Den helt klassiske fastelavnsbolle med creme/vanilje skulle eftersigende være Lagkagehusets bestseller – og er man en rigtig vaniljetrold, så forstår vi det også godt.
Til gengæld smagte den nærmest kedeligt i vores munde, når vi lige havde været igennem en regnbue af forskellige smagsnuancer i de forrige.
Men er du bare til de helt simple og plain, så er denne uden tvivl det perfekte valg.
Vegansk hindbærballade
Udover de legendariske flødefastelavnsboller, er der igen i år også kommet den såkaldte Vegansk Hindbærballade på menuen.
Den er lavet af sprød wienerdej med bagte rabarber, hindbærkompot og -fromage omkranset af luftig hindbærflødeskum.
Smagen er meget velafbalanceret, meget sommeragtig og perfekt, hvis du gyser af for meget sukker.
Årets helt store nyhed er en udvidelse til netop veganerfamilien.
Denne fastelavnsbolle består af vegansk wienerdej toppet med syrlig bergamottefromage, omkranset af en sødmefuld passionsfromage.
Også denne gang (synes vi), at Lagkagehuset har ramt plet med smagen.
Den er en anelse “sundere” end de ikke-veganske i sin smag, men det gør den ikke mindre god.
Den er fresh, syrlig og lækker på samme tid – og er også en tester værd, hvis du ikke normalt spiser vegansk.