Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lærke blogger: Vil gerne slutte karrieren i Aalborg

Af Lærke Møller

Som jeg skrev lidt om i mit første blogindlæg, så flytter jeg til min femte jyske by. Næste stop, Esbjerg.

Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med håndbolden dernede. Der er mange gode ting ved at bo i nye byer og spille for forskellige klubber. Nye oplevelser. Nye bekendtskaber.

Vi starter sæsonen 22. juli, og jeg glæder mig ærligt talt til at komme i gang med at spille håndbold igen.

Jeg ser frem til at blive bekendt med Esbjerg som by og blive en integreret del af holdet i Team Esbjerg.

Next stop Esbjerg ???

A photo posted by Lærke Møller (@laerke_moeller) on

Som håndboldspiller er der fokus på nuet, men selvfølgelig er der også nogle langsigtede planer. Jeg har da selvfølgelig tænkt på det at slutte i Aalborg som håndboldspiller.

Jeg har min familie og min kæreste der. Thomas og jeg har ikke boet i samme by, siden vi mødte hinanden grundet hver vores karrierer.

Jeg har ikke boet i Aalborg siden 2009, da jeg spillede for Aalborg DH.

Det er min drøm at slutte karrieren af heroppe i Aalborg.

Jeg synes, det er vildt ærgerligt, at der ikke længere er økonomi til et damehold i den bedste række. Du har Aalborg EH og Vendsyssel, og det kunne være fantastisk, hvis man kunne spille for et nordjysk hold i den bedste række, når jeg skal spille mine sidste år.

Mine år i Aalborg DH var nogle af min karrieres fedeste år. De personer der var inde over brændte virkelig for det. Der var ikke det, som ikke kunne lade sig gøre. Det var måske både godt og skidt, for det havde også nogle økonomiske konsekvenser.

Men den atmosfære, der blev skabt omkring tophåndbold i Aalborg, den kan altså godt genoplives igen. Som publikum var man altid underholdt til Aalborg DHs kampe.

Der var sådan lidt tysker-stemning over det, som når man går til håndbold i Tyskland. Der var tænkt over, at det ikke kun handlede om håndbold men om en helhedsoplevelse for tilskuerne.

Jeg fik lov til at spille med flere verdensstjerner på holdet dengang blandt andre Lunde-tvillingerne – og jeg kunne nævne mange flere.

Allerede som 16-årig var jeg så heldig, at jeg fik lov til at træne med førsteholdet. Man skulle være 18 år for at spille i ligaen, så min debut kom faktisk i en Champions League-semifinale i en alder af 16 år mod Krim Ljubljana. Det var virkelig en stor oplevelse.

Jeg havde nogle fantastiske trænere i Christian Dalmose og Jan Leslie, der virkelig troede på mig. Det er interessant at tænke på, hvor afgørende det er for ens udvikling som ung spiller, hvilke trænere man møder på sin vej.

Det er da lidt en drøm, at der igen kommer nogen, som har ressourcerne til at gå helhjertet ind i projektet om igen at skabe et ambitiøst kvindehåndboldhold i Aalborg.

Byen fortjener igen at have et hold på det her niveau. Aalborg er jo så stor en sportsby på fodbold, ishockey og herrehåndbold, så selvfølgelig burde man også i dag have et stærkt kvindehåndboldhold.

Det kunne være fedt at slutte karrieren af med at være med til at præge nogle store talenter i Aalborg. Mange unge talenter i kvindehåndbold bliver bare kastet rundt. Der er ikke rigtig nogen, der varetager deres interesser.

Men Aalborg-drømmen er en langsigtet plan. Nu glæder jeg mig til nye udfordringer i Esbjerg, hvor der venter en sæson med deltagelse i Champions League, og hvor Danmarksmesterskabet skal forsvares.

Lærke Møllers seneste blogindlæg

[numblock num=”” style=”3″]Klar til min femte jyske by: Men her skal jeg bo til sidst[/numblock]

Del artikel

Andre læser også