Ladywalk for alle aldre: Danmarks største motionsevent er endelig tilbage i Aalborg

Har du savnet Ladywalk?
Så er der gode nyheder til alle Nordjyllands skønne kvinder.
I samarbejde med Aalborg Firmaidræt vender Ladywalk nemlig langt om længe tilbage, som vi kender det. Sæt derfor kryds i kalenderen mandag d. 26. maj klokken 18.00.
Målet med Ladywalk er, at kvinder skal opleve glæden ved at komme ud at gå – og bakke op om organisationer, der støtter forskning i og oplysning om kvindesygdomme i Danmark.
Vælg mellem flere ruter
Der er Ladywalk 15 steder i Danmark – og her i byen går starten ved Nørresundby Idrætscenter.
Herfra kan du gå ud på smukke ruter på enten 3 km, 7 km eller 12 km i dit helt eget tempo. Det handler nemlig ikke om at komme først, men om at få en dejlig oplevelse.
Når du deltager, er du med til at hjælpe andre kvinder på vej. Hvert år giver Ladywalk nemlig støtte til organisationer, der forsker i sygdomme, der kan ramme kvinder.
I 2025 støtter man Hjerteforeningen, KIU (Kræft i underlivet) og OvaCure.
Ladywalk har et ønske om at få kvinder i alle aldre og størrelser ud at gå. Samtidig med at man gør noget godt for sig selv, er man med til at gøre en forskel for andre kvinder, som har udfordringer med helbredet.
Du kan tilmelde dig Ladywalk som enkeltperson eller som et hold på over 10 personer. Holdet kan være dine gode kolleger, naboer, søstre, kusiner, gamle klassekammerater, dem du mødes med i foreningslivet eller nogle helt, helt andre.
Prisen for at deltage i Lady Walk er kun 185 kr., hvis du køber billetten i forsalg senest den 29. april. Tilmelding på dagen koster 235 kr.