Så er den gal igen: Biler drukner ved Kulturbroen
Allerede i går gik Aalborg Kommune ud og advarede imod, at området omkring Kulturbroen inden længe igen ville blive dækket af voldsomme mængder vand.
Folk blev derfor opfordret til ikke at parkere ved og omkring broen på grund af risikoen for, at ens bil ville blive dækket af fjordvand.
Advarslen var ikke uden grund, for her til morgen var det igen umuligt at komme frem og tilbage under broen – i hvert fald uden redningsvest eller badevinger.
Også denne gang er der biler parkeret ved broen, der nok ikke skal regne med at komme væk derfra lige foreløbig.
Ikke meget at gøre
De høje vandstande omkring Kulturbroen i Vestbyen er et tilbagevendende problem, men ifølge rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark, er der ikke meget at gøre.
Han udtaler til TV 2 Nord, at der selvfølgelig kan planlægges noget klimasikring, hvilket man også er langt med – men økonomien er et problem for at komme i mål.
“Vi kunne godt tænke os, at staten kom på banen og gav os en hjælpende hånd med denne udfordring,” siger han til TV 2 Nord og stiller sig undrende overfor, hvorfor kommunen ikke er på Kystdirektoratets liste over udpegede områder, hvor der er risiko for oversvømning.
Jan Nymark mener nemlig, at især dette problem er med til at understrege vigtigheden af, at der gøres noget ved det.