DMI melder ud: Kulde og op til 15 centimeter sne på vej

Det nye år er startet med ruskevejr i Aalborg og resten af Nordjylland.
Torsdag byder på blæst, regnbyger og lokalt risiko for hagl, mens et markant vejrskifte med frost og sne venter allerede i løbet af i morgen, fredag.
Det melder DMI ud.
Den 1. januar er startet med et regnfuldt frontsystem over det meste af Jylland, som bevæger sig hurtigt videre mod sydøst.
Herefter får aalborgenserne en dag med vekslende skydække og byger – primært regn, men enkelte steder kan bygerne også indeholde hagl.
Senere på aftenen og natten kan der lokalt falde slud eller sne.
Temperaturerne holder sig i dag mellem 2 og 7 grader, og det betyder, at der generelt ikke er risiko for glatte veje.
Dog kan lokale haglbyger give glatte forhold.
Hård frost og sne på vej
I løbet af aftenen og natten falder temperaturen flere steder ned mod frysepunktet.
Det ustadige vejr skyldes et lavtryk, som Norge har navngivet Anna, ud fra den helt nye vejrnavneliste, som du kan læse om her.
Lavtrykket passerer lige nord om Danmark og sætter sit tydelige præg på årets første dage.
Ifølge DMI bringer Anna i løbet af fredag ægte vintervejr med sig.
Kold luft strømmer ned over landet, og i løbet af de kommende dage falder temperaturen helt ned til – 9 grader, og holder sig under frysepunktet så langt, man kan se ud i fremtiden. Det betyder frostgrader om dagen og hård frost om natten.
Der er desuden udsigt til sne eller snebyger. Hvor meget sne der falder, og præcis hvor, er endnu usikkert, men lokalt kan der lørdag morgen ligge mellem 5 og 15 centimeter sne.
Dermed kan aalborgenserne se frem til, at 2026 meget vel kan starte med et regulært vinterlandskab.
Læs også: Det skal være stort og snasket: Her får du vild tømmermændsmad i Aalborg