Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kuhn tæt på triumf i Sverige: Aalborg er stadig hjem for mig

Af Michael Qureshi
Foto: Malmö FF PR
Foto: Malmö FF PR

Af Michael Qureshi

Han er født på Bornholm, og har aldrig spillet i sin aktive karriere i Nordjylland.

Men Allan Kuhn og Aalborg hænger uløseligt sammen alligevel. Siden Kuhn i 2004 kom til AaB som assistenttræner sammen med Erik Hamrén, har humørbomben erobret hjerter på stribe i det nordjyske.

Og følelserne har også været gengældt. For Allan Kuhn og hans kone Pernille elsker Aalborg. Det var derfor på det private plan et svært valg, da Allan Kuhn i januar rykkede til Sverige, hvor han blev cheftræner i Malmö FF.

Men flytningen er ikke fortrudt et eneste sekund siden. For Allan Kuhn har haft en fantastisk sæson som cheftræner, og nu er han blot fire kampe fra karrierens største triumf.

I dag søndag besejrede Malmö FF og Kuhn de direkte mesterskabsrivaler Norrköping 2-1 på udebane. Det rykker Allan Kuhn og holdet i en særdeles favorabel position syv point foran de nærmeste rivaler. Med blot 12 tilbageværende point at spille om.

Det ligner et svendestykke fra Allan Kuhn, der tidligere har vikarieret som cheftræner for AaB og i en kort periode var chef for FC Midtjylland. Men nu er han tæt på det største som cheftræner.



Den svenske sæson følger kalenderåret i modsætning til Superligaen, og derfor er der blot fire kampe tilbage.

Selv om det fodboldmæssige er meget spændende for Kuhn, så spiller Aalborg stadig en vigtig rolle i dagligdagen for den populære træner.

“Når jeg kan komme til det, så tager jeg tilbage til Aalborg. I forbindelse med landskampspausen var vi hjemme. Vi har beholdt vores hus i Gug, og vores to yngste døtre bor stadig i Aalborg. Så det er svært at komme udenom, at Aalborg stadig er hjem for mig,” fortæller Allan Kuhn til migogaalborg.dk.

Kuhn i Aalborg
Foto: Malmö FF PR

Han elsker stadig at komme hjem til huset i Gug, og han erkender, at det på det private plan har været et stort savn til Aalborg.

“Hvem savner ikke Aalborg, når man er væk? Vi har givet lidt afkald på den sociale del af vores liv. Det er i Aalborg, at vi har de fleste af vores venskaber og relationer. Pernille og jeg er måske heller ikke så interesseret i at opbygge så mange nye relationer på det her tidspunkt i livet, men selvfølgelig har vi følt os godt taget imod i Malmö,” forklarer han.

Aalborg og Malmö er heller ikke så forskellige fra hinanden som byer, mener han.

“Malmö er jo det tætteste, man kommer på Danmark i Sverige, og det synes jeg godt, at man kan mærke i mentaliteten. Men det minder måske lidt mere om København end Nordjylland. Man er måske lidt hurtigere i det, hvor nordjyder er mere eftertænksomme. Jeg elsker jo virkelig den nordjyske mentalitet,” siger Allan Kuhn.

“Der sker rigtig meget i Västra Hamnen i Malmö, som på mange områder minder lidt om det der er sket med havnefronten i Aalborg. Der har virkelig været en fantastisk udvikling i Aalborg, og byen rykker sig hele tiden. Det samme sker også i Malmö med nogle lækre områder, så vi er faldet godt til i byen,” forklarer Kuhn, som sammen med Pernille har døtrene Julie, Josephine og Victoria.

Læs også: Canadisk succes med Pirates: Brandon er vild med Aalborg

Omkring selve fodbolden, hvor Allan Kuhn altså er tæt på det første mesterskab som cheftræner, siger han;

“Det har været et hårdt og meget intenst år. Man har været lidt alle følelserne igennem, men det har været sjovt og spændende. Det er nu, det hele bliver afgjort. Jeg havde da drømt og håbet på, at vi ville stå i den her situation.

Målsætningen om at kvalificere os til europæisk fodbold i næste sæson er indfriet, så det er selvfølgelig tilfredsstillende. Og nu er det klart, at vi håber på at vinde guldet,” fortæller Allan Kuhn.

Han minder dog om, hvor hurtigt tingene går i fodbold.

“For få uger siden var det os, som lå bagefter og forfulgte topholdet. Så det er gået stærkt til, at vi pludselig står så godt i mesterskabskampen.”

Han erkender, at det vil være det største i trænerkarrieren at vinde det svenske mesterskab.

“Jeg har jo vundet The Double med AaB som assistenttræner og haft mange store oplevelser der. Jeg havde også nogle store europæiske oplevelser blandt andet i Champions League som vikarierende cheftræner for AaB. Men det er klart, at det vil være første gang, at jeg som chef vinder en stor titel, og det har en særlig betydning,” lyder det fra Kuhn.

Flere har endda påpeget, at siden Allan Kuhn forlod AaB i vinterpausen i begyndelsen af året, så er det kun gået ned af bakke. AaB overvintrede på en andenplads, men de har haft store udsving siden.

“Jeg følger stadig AaB meget tæt og har kontakt med Lars Søndergaard og Allan Gaarde. Jeg håber stadig det bedste for AaB hver eneste weekend,” forklarer Allan Kuhn.

Om han vender tilbage til Aalborg, siger han;

“Det er da et eller andet sted planen, men jeg har også lært, at man her i livet ikke rigtig kan sige noget med sikkerhed. Det er svært at spå om fremtiden.

Fik du læst?

Aalborgs nye sommer-paradis: Så fantastisk bliver Frilufts-badet

Aalborg Friluftsbad
Sådan kommer der til at se ud i det nye Vestre Fjordpark i Aalborg

 

 

Del artikel

Andre læser også