Vildt drama: Krybskytte nedlagt efter flere års jagt
Dramatiske begivenheder i Hals Mose i weekenden har sat området på landkortet – og uofficielt udnævnt formanden for Hals Jagtforening til helt.
Igennem flere år har jagtforeningen ikke kun jagtet råvildt, bukke og ænder. De har også jagtet en krybskytte, der gentagne gange har været på spil i området.
“Og det er mega farligt. Der er mange mennesker, som færdes her hver dag,” siger formand for Hals Jagtforening, Morten Bruun.
Søndag formiddag var han kørt i skoven for at gå en tur med sin hustru og deres hund.
Men turen tog en brat drejning, da de pludselig hørte et skud i nærheden.
Morten bad sin hustru og hund vente ved jagtforeningens hytte og kørte selv i retning af skuddet.
Et rekreativt område, hvor jagt er forbudt
Hals Mose er et stort naturområde nord for Hals, hvor jagtforeningen går på jagt, mens Dansk Naturfond driver et rekreativt område ved siden af, hvor jagt er forbudt.
Mistanken om en krybskytte har ulmet i flere år.
Jagtforeningen har flere gange fundet patronhylstre, blodspor og tydelige tegn på, at dyr er blevet slæbt væk – både fra egne jagtområder og fra det rekreative område.
“Vi har brugt både tid, kræfter og penge på overvågning gennem årene og kørt rundt på alle mulige skæve tidspunkter. Det her har stået på længe,” fortæller Morten.
For tiden er der “fredstid” på foreningens egne områder. Til maj går bukkejagten ind, og varer indtil midten af juli. Og først til oktober, starter råvildt-sæsonen og forløber ind til slutningen af januar.
I de perioder, hvor der jages, sætter foreningen skilte op i området.
En vild politiaktion
Mens Morten kørte mod skuddet, kontaktede han to bestyrelsesmedlemmer, som straks sprang i deres biler for at afskære området.
Efter en kort jagt gennem skoven fandt de frem til den formodede krybsskyttes bil ved en skovsti og fik hurtigt blokeret alle flugtveje.
Kort efter kom en mand gående ud af skoven, og Morten og bestyrrelseskollegaerne tilbageholdt ham, indtil politiet ankom med to patruljer og en hund.
Hundeføreren fandt først blodspor og kort efter det nedlagte dyr i mellem træerne.
Samtidig fandt politiet en riffel i mandens bil.
“Der kiggede jeg bare på mine bestyrelseskollegaer og sagde “YES” med begge arme i vejret,” siger Morten.
Manden blev anholdt og sigtet for krybskytteri.
Jagtforeningen er imod al faunakriminalitet
Ifølge formanden er krybskytteri ikke bare ulovligt, men også ekstremt farligt – især i et område, hvor mange går ture, lufter hund og rider til dagligt.
“Man ved aldrig, hvad der er bag ved målet. Det er livsfarligt.”
Sidste år blev en naturfotograf næsten ramt – formentlig af samme mand – i samme område.
Nu håber Morten, at sagen sætter et endeligt punktum for flere års utryghed.
“Og så vil jeg gerne slå fast: Krybskytter er ikke rigtige jægere. Vi værner om naturen og dyrelivet. Faunakriminalitet hører ingen steder hjemme,” slutter han.
Læs også: Voksende bekymring: Inviterer til storslået lysmarch fra Nørresundby til Aalborg