Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kronprinsen har base på Utzon Center: Her kan du se ham løbe

Af Michael Qureshi

Det er ganske vist 2. pinsedag på mandag, og en dag der sagtens kan bruges på at komme sent ud af sengen.

Men lige præcis på mandag den 21. maj er der mange gode grunde til at komme ind til Aalborgs midtby ganske tidligt på dagen. Det er nemlig her i byen, at en historisk dag starter.

Det er her vores kommende konge, Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik, starter sit famøse Royal Run, hvor han vil løbe one mile (1,6 km) i Danmarks fem største byer.

Det starter i Aalborg kl. 9.00 og slutter på Frederiksberg i København ved 18-tiden. Det er også en sjælden mulighed for at ønske Kronprinsen stort tillykke med 50 års fødselsdagen, som altså bliver markeret med at inddrage hele landet i det store motionsløb.

Hvis du ikke er blandt dem, der skal løbe 1,6 km “sammen” med Kronprinsen eller 10 km ruten, så bør du stadig tage med ind og være en del af fødselsdagsfesten.

Kronprins Frederik har valgt Utzon Center som sin base, og det er herfra, at løbet sættes i gang.

Kronprinsen har base på Utzon Center: Her kan du se ham løbe

Her er detaljerne

Her er detaljerne du skal være opmærksom på, hvis du vil komme tæt på Kronprinsen.

Ca. 8.30 Ankommer Kronprinsen fra vandsiden til Utzon Center

Ca. 8.45 er han på scenen, og der skal synges fødselsdagssang

Ca. 8.50-9.00 sendes han ud på One Mile v. Honnørkajen

Ca. 9.05-9.15 kommer han i mål

Ca. 9.30 Happy Moves optræder og Kronprinsen laver noget sammen med dem

Derfra fortsætter Kronprins Frederik videre til Århus, Esbjerg, Odense (hvor Kronprinsesse Mary løber med ham) og slutter i København.

I Aalborg kører løbefesten også videre med 10 km ruten – og man skal være opmærksom på, at store dele af området omkring Havnefronten bliver spærret af for biler. Første start på 10 km ruten går kl. 12.30.

Kronprinsen har base på Utzon Center: Her kan du se ham løbe
Her spærres der af i Aalborg

Borgmesteren glæder sig

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen skal løbe de 1,6 km sammen med Kronprinsen, og han glæder sig til at byde Kronprins Frederik velkommen og ønske ham tillykke med fødselsdagen.

“Det er jo ret stort, at dagen starter lige her i Aalborg. Jeg synes, det er et fantastisk initiativ af vores Kronprins, at han bruger sin fødselsdag ved at engagere så mange danskere i et kæmpe landsdækkende motionsløb.

Vi glæder os utrolig meget. Jeg skal også løbe 10 km ruten efterfølgende, og det bliver dejligt at se så mange aalborgensere deltage,” siger Aalborgs borgmester til MigogAalborg.

Her er det øvrige program for dagen, hvor der sker en masse spændende ting:

Underholdning i start- og målområdet

I Aalborg har de fokus på børn og unge og deres bevægelse, og der er planlagt en masse spændende og festlige aktiviteter for både deltagerne og de mange tilskuere.

Hele havneområdet vil komme til at syde og boble af liv og glade dage, og man vil blandt andet kunne opleve idrætsaktiviteter leveret af Nordjyllands Idrætshøjskole og Happy Moves.

08.50: Aalborg kanonlaug skyder af i forbindelse med Kronprinsens ankomst til Aalborg.

09.00-11.00: Aktivitetsområde for børnene i Utzon Parken lavet af Happy Moves. Happy Moves er bl.a. henvendt til de ældste i folkeskolen og gymnasier med sjove, sociale og anderledes aktiviteter.

09.00-14.00: Aktivitetsområde i Jomfru Ane parken med streetaktiviteter/gadeidræt. Herudover har Nordjyllands Idrætshøjskole et Kom og chill-område.

09.00-11.00: Gymnastikopvisning i Jomfru Ane parken med ét af de bedste ungdomshold i regionen. Efterfølgende kan børn prøve kræfter med gymnastikken.

09.00-15.00: Jomfru Ane parken danner ramme om Aalborgs hyggeligste picnictur. Der vil være en række madboder og kaffevogne, så der er rig mulighed for at få sig lidt at spise og drikke.

Underholdning langs ruten

  • Aalborg og Brovst garderne: Nyd garderne, der skaber en festlig stemning i gadebilledet.
  • Kohbergs heppezone: Sponsoren Kohberg inviterer til et besøg i deres heppezone.
  • Nordjyllands Idrætshøjskoles heppezone: Denne powerzone er med til at sikre, at alle deltagere bliver sendt af sted med et ordentligt skud energi og hep, samt at deltagerne på den sidste del af ruten får en high five og energi til at løbe de sidste meter ind til målet. Der bliver musik, en masse tilråb, røg og damp.
  • Bandet Blues Taps spiller under broen.

Del artikel

Andre læser også