Har du spottet ham?: Kronprins Frederik besøger Aalborg i dag
Har du opdaget lidt ekstra postyr rundt omkring Aalborg i dag – og måske nogle bodyguards – er der en god forklaring.
Hans Kongelige Højhed Kronprinsen er nemlig på besøg i byen.
Besøget er i forbindelse med, at Aalborg er værtsby for EU-Kommissionens konference om CO2-fangst, anvendelse og lagring (CCUS-Forum), som foregår i dag og i morgen.
Her kommer politikere, organisationer og virksomheder fra hele verden samt klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og Kronprins Frederik.
Under hans besøg i Aalborg skal Kronprinsen besøge forskellige af byens virksomheder; bl.a. Aalborg Portland og Råt&Godt.
Læs også: Farvel til Løvens Hule: Nu skal Jacob Risgaard være med i Den Store Bagedyst Indvier nyt pilotanlæg til CO2-fangst
I en pressemeddelelse sendt i sidste uge skriver Aalborg Portland, at de i dag, mandag den 27. november, tager endnu et vigtigt skridt i sine bestræbelser på at skabe en dansk cementproduktion med et markant lavere CO2-aftryk, når virksomheden indvier og idriftsætter et nyt pilotanlæg til CO2-fangst.
Projektet har bl.a. til formål at teste en ny teknologi inden for CCUS (carbon capture utilization and storage), der potentielt kan eliminere en betydelig del af energiforbruget ved CO2-fangst og sikre en bedre udnyttelse af den opsamlede CO2.
Det er altså denne indvielse, som Kronprinsen deltager i.
“Vi er meget beærede over, at Hans Kongelige Højhed vil deltage i den officielle indvielse af et nyt CO2-fangstanlæg hos Aalborg Portland.
Det vil uden tvivl komme til at udgøre et vigtigt minde om Aalborg Portlands rejse mod mere klimavenlig cementproduktion i Danmark,” udtalte CEO Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland.