Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Eneste sted i Danmark: Krimi-kongen Jussi Adler-Olsen holder talkshow i Aalborg

Af Michael Qureshi
PR-foto
PR-foto

Der har været en smule stille omkring Danmarks yndlingsforfatter nummer et.

Jussi Adler-Olsen har ikke udgivet en bog i to år, men den 14. juni udkommer den ottende bog i Afdeling Q serien.

Der er gigantiske forventninger til “Offer 2117” bogen, som ventes at blive revet væk fra hylderne hos de danske boghandlere samt shoppet online til sommerferien.

Men som det eneste sted i Danmark er det lykkedes at få Jussi Adler-Olsen til at holde et ekstraordinært foredrag lige her i Aalborg.

Det finder sted onsdag d. 19. juni kl. 20.00 i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Man skal dog være lidt hurtig på tasterne. Da MigogAalborg tjekkede her torsdag eftermiddag var der stadig billetter i salg men salen er ved at være fyldt op.

Hør om bøgerne og barndommen i Brønderslev

Publikum får en helt unik mulighed for at høre ham fortælle om bogen, om serien og om barndommen i Brønderslev.

Seancen kommer til at forløbe som en samtale mellem Jussi Adler-Olsen og én af TV2 Nords studieværter, og den krydres undervejs med oplæsninger fra bogen ’Offer 2117’.

Efterfølgende er der mulighed for at få signeret dit helt eget eksemplar af bogen (der er mulighed for at købe bogen på aftenen).

Jussi Adler-Olsen er en af de mest elskede danske krimiforfattere. Hans læserskare er stor, og udlandet har i høj grad også fået øjnene op for hans fantastiske krimier, og på verdensplan har han solgt mere end 20 millioner bøger.

‘Offer 2117’ er den ottende bog i Jussi Adler-Olsens populære Afdeling Q serie. Vi elsker Assad, men ved vi, hvem han er, hvor han kommer fra og hvilke forfærdelige hemmeligheder, han tynges af?

Vi får alle svarene om Assad

I over ti år har den underfundige krøltop arbejdet sammen med Carl Mørck og Rose.

Han har demonstreret viden på de mest uventede områder, store sprogkundskaber og evnen til at pacificere en voldelig modstander på sekunder.

Men hvorfor kan han og ved han alt det? I den ottende roman om Afdeling Q, ‘Offer 2117’ får vi svarene, og sammen med Carl Mørck, Rose og Gordon kommer Assad på svære opgaver, mens uret tikker.

Selv om Jussi Adler-Olsen ikke har udgivet en bog i et stykke tid lider han ingen nød. Finans skrev onsdag, at Jussi-Adler Olsen de seneste ti år har haft et samlet overskud på 140 mio. kr. i sit helt eget selskab.

Hvad: Jussi Adler-Olsen Live
Hvor: AKKC
Hvornår: Onsdag d. 19. juni
Billetter her

Del artikel

Andre læser også