Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kreativt betonarbejde: Workshop former fremtidens byggeaktører

Af Christopher Høeg Lundberg
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

Sværdet i stenen, en alligator eller en hulens masse bænke – mulighederne med beton er mange, og det er tydeligt at se, når håndværker-, ingeniør- og arkitektstuderende sammen giver den hele armen til den årlige betonworkshop.

I 2024 var det 20. gang, at betonworkshoppen, der arrangeres af Aalborg Universitet, AMU Nordjylland og en lang række af byggeriets parter, blev afholdt.

“Workshoppen er til for, at vi kan bringe byggeriets aktører sammen,” fortæller faglærer på byggeri og anlæg ved AMU Nordjylland Torben Dybdahl Jensen og fortsætter:

“Det sker kun denne gang på hele uddannelsen, at de mødes på tværs af faggrupper – vi kan godt lide, at de alle bliver rykket lidt ud af deres komfortzone, for det tvinger dem til at se deres fag fra en anden side.”

Cementen kommer fra Aalborg Portland – der også er medarrangør på workshoppen – og bliver blandet til beton hos Unicon, inden det er klar til at blive brugt af de tæt på 200 studerende.

De studerende bliver fordelt i grupper, som hver især skal lave en skulptur eller et element i beton, der passer til årets to temaer: “eventyr” og “fællesskab”.

Da MigogAalborg kigger forbi bygning 3 hos AMU Nordjylland, har workshoppen allerede været i gang i tre dage, og mange af grupperne er ved at lægge sidste hånd på formene, der lige om lidt skal fyldes med beton.

Kreativt betonarbejde: Workshop former fremtidens byggeaktører

De første dage blev brugt på teori og gruppearbejde, hvor grupperne hver især skulle planlægge, hvordan de ville udforme deres beton-emne.

Ingeniørstuderende byder ind med beregninger af betonens muligheder, de arkitektstuderende tegner og giver betonen former og skønhed og lærlingene byder ind med, hvad de mener er praktisk muligt at konstruere.

På den måde ender de oftest med et kompromis, alle uddannelserne kan være med på.

Samarbejde på tværs

Selvom det har været en ny udfordring for de studerende at arbejde på tværs af uddannelser, synes de alligevel, de har lært en helt masse.

Marius Frandsen og Alexander Skjødt, der studerer Arkitektur & Urban Design på Aalborg Universitet, har arbejdet på at lave en betonskulptur af en eventyrbog.

“Der var meget uenighed om hvad, der skulle laves, men det har været en spændende opgave – der er ingen tvivl om, at vi kommer fra vidt forskellige uddannelser,” siger de samstemmende.

Deres gruppemakker Andreas Olsen, der læser Byggeri & Anlæg på Aalborg Universitet, er helt enig.

“Jeg synes virkelig, vi har løst opgaven godt,” tilføjer han.

Kreativt betonarbejde: Workshop former fremtidens byggeaktører

For Ida Fjeldsø Bøknæs, der studerer Arkitektur & Urban Design på Aalborg Universitet, har særligt aftrykket af H.C. Andersen på bogen været en udfordring, som hun håber, man kan se, når betonen er hærdet.

“Vi har virkelig udnyttet hinandens kompetencer godt. Vi er gode til at komme med nogle ideer, og så er de andre gode til skyde de mere urealistiske af idéerne ned, og så ender vi på noget, der er muligt at lave,” griner hun.

Et andet sted i bygning 3 bliver der arbejdet på at lave sværdet i stenen. Også her har samarbejdet på tværs af uddannelserne vist sig givende.

“Vi har lært meget af hinanden. Vi laver mest tegninger normalt, så det er fedt at se det blive til – en ting er tegninger, en anden ting er virkelighed,” lyder det fra Jakob Svoger Møller Kjeldsen, der studerer Arkitektur & Design på universitetet.

“Vi fik snakket godt ud om hvad, vi skulle lave, og hvordan, alle skal være med inde over – vi har virkelig lært at fordele arbejdet rigtigt,” tilføjer Sebastian Løth Larsen, der er anlægstruktør hos AMU Nordjylland.

Kreativt betonarbejde: Workshop former fremtidens byggeaktører

Se det endelige resultat

Men hvad skal der så ske med alle de forskellige betonemner?

Det er der to svar på.

De grupper, der har lavet beton under emnet “fællesskab”, skal have deres ting til at stå mellem de to landsbyer Veddum og Skelund. Mange af grupperne har her lavet bænke i forskellige former – et symbol på fællesskabet mellem landsbyerne.

Under emnet “eventyr” er der blevet lavet en række forskellige betonskulpturer, der fremover kommer til at stå i Mulighedernes Park i Skalborg, hvor børn og voksne kan få glæde af dem.

“De lærer hurtigt hvad, der skal til, for at alle i gruppen bliver tilfredse med resultatet, selvom de har vidt forskellige udgangspunkter med hensyn til ideer, og det er en del af øvelsen.

Forståelsen for samarbejde er vokset ud af gruppearbejdet” lyder det fra faglærer Torben Dybdahl Jensen.

“Faglæreren er ikke kun tilfreds, han er overordentlig tilfreds,” slutter han.

Borgmester Lasse Frimand Jensen var forbi, da fremtidens byggeriansvarlige gav den gas – det kan du se herunder:

Del artikel