Kraftig røg fra villa i nat: Elbiler brød i brand i Aalborg
Natten til tirsdag rykkede politi og brandvæsen ud til en voldsom brand i en villa på Ikarosvej i Aalborg Sydøst.
Det skriver TV2 Nord.
Alarmen indløb klokken 02.12, hvor der blev meldt om bygningsbrand.
Ved ankomsten blev redningsmandskabet mødt af tæt, sort røg, der væltede ud fra villaens garage.
I garagen stod flere elbiler, og kort efter brandvæsenets ankomst udviklede situationen sig.
Bilerne begyndte at afgive kraftig røg og brød efterfølgende i brand.
Brandfolkene arbejdede hurtigt for at begrænse skaderne på selve huset og fik trukket elbilerne ud af garagen.
Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Claus Stærk, var alle beboere allerede kommet sikkert ud, da beredskabet nåede frem.
Det fortæller han til TV2 Nord.
Der er ikke meldinger om personskade i forbindelse med branden.
Årsagen til branden er endnu ukendt, og der skal nu foretages brandtekniske undersøgelser for at fastslå, hvad der udløste den.
Læs også: Stor succes på Vestkysten: Populær isbutik åbner i Aalborg