Koster 3 milliarder: Kæmpe krydstogtskib besøger Aalborg for første gang

Her i Aalborg er vi efterhånden vant til synet af de store krydstogtskibe, der sejler ind i Aalborg Havn.
Men tirsdag bliver alligevel en lidt speciel dag på Cruise-delen, når et af verdens mest moderne krydstogtskibe gæster vores by for første gang.
Der er tale om det britiske Spirit of Discovery, som officielt blev sat i vandet 5. juli her i 2019.
Det har ifølge den britiske avis The Telegraph kostet lige knap 3 milliarder kroner at producere, og man kalder det Storbritanniens første Boutique Hotel til søs.
Spirit of Discovery er 236 meter langt og har plads til 999 gæster ombord.
Har sit eget teater
Skibet har blandt andet sit helt eget teater, biograf, adskillige restauranter, pool-område og luksus spa.
Normalt er vi vant til at se amerikanske turister rundt omkring i byen, men i morgen bliver det altså primært englændere, som gæster Aalborg.
Skibets besøg i Aalborg markeres også lidt mere ekstraordinært end normalt. Skibet ankommer til Havnefronten ved 8-tiden tirsdag, og når det sejler igen ved 15.30-16.00 tiden vil Aalborg Garden spille festlige toner for at sige ordentligt farvel.
Aalborgensere opfordres også til at komme og vinke farvel til gæsterne.