Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kort køretur fra Aalborg: Alt forvandles til “gamle dage” på Herregården Bratskov

Af Michael Qureshi

På torsdag den 7. juli lyder startskuddet til den 25. levendegørelse af Herregården Bratskov.

Igen i år danner den flotte gamle herregård rammerne om den hyggelige event, hvor knap 100 frivillige, lokale ildsjæle, klædt i dragter fra ”dengang”, levende fortæller om ”dengang morfar var ung”.

Der vil som de foregående år køre hestevogn fra parken, hvor også ponyerne er klar til at give børnene en ridetur.

I smedjen står smeden klar til at smede hestesko, ligesom både skolelæreren og skomageren også er klar til at byde velkommen til både store og små.

Brovst Handelsforenings ”Brovst Fut” kører, som vanligt, også ture rundt i byen.

I kælderen finder du alle de gamle redskaber, som hver har sin historie med sig.

Kort køretur fra Aalborg: Alt forvandles til "gamle dage" på Herregården Bratskov

Den grumme heks er i kælderen

Her står også den grumme heks klar til at fortælle uhyggelige historier til børnene, alt imens hun brygger en væmmelig trylledrik.

Inde i herregårdens flotte stuer sidder alle de flittige hænder og fremviser gammelt håndværk, og ude på gårdspladsen sørger slotsherren og slotsfruen sammen med spillemændene for den hyggelige musikalske stemning, alt imens der i de mange boder på gårdspladsen vises gammelt håndværk.

I lighed med de tidligere år vil der atter være råvaremarked i alleen op til Bratskov, hvor der blandt andet kan købes friske jordbær, honning, marmelader, grøntsager, blomster og gin m.m.

Når levendegørelsen skydes i gang torsdag den 7. juli kan der studeres runde former og blankpudset lak, når den gamle herregård besøges af veteranbiler og der vil være rig mulighed for at få en snak med ejerne.

“Invitationen er sendt bredt rundt til veteranbil entusiaster, så vi håber på at få lidt flere biler at kigge på i år,” siger eventkoordinator Jette Haugaard Grønhøj fra VisitJammerbugten.

Kort køretur fra Aalborg: Alt forvandles til "gamle dage" på Herregården Bratskov

Vaskekonen demonstrerer

Den 14. juli viser “Historisk Mode” – en festlig udendørs modeopvisning, hvor lokale modeller i alle aldre indtager catwalken og viser en kavalkade af kjoler, dragter og tilbehør fra perioden 1920 – 1960.

Alt sammen stammer fra Inger Thunbos utrolig flotte private samling.

Den 21. juli viser vaskekonen, hvordan man i gamle dage fik vasket sit tøj.

Der vil blive vasket på vaskebræt og i en gammel vaskemaskine.

Og har man lyst, må man gerne selv prøve de gamle vaskeredskaber.

Øster Han Herreds Egnssamling i Tranum har fundet de gamle redskaber frem – se om du kan gætte, hvad de har været brugt til.

Den 28. juli er der premiere på en helt ny udstilling fra Inger Thunbo.

Her viser Inger en spændende udstilling af gamle håndarbejder, samt de redskaber der blev brugt til fremstilling af dem.

Redskaberne var ofte lavet i ædle metaller og ben, og mange var rigt dekorerede husflidsarbejder, der ofte blev givet som kærestegaver.

Den sidste levendegørelse bliver torsdag den 4. august, hvor Han Herred Traktorlaug kommer på besøg.

De laver en udstilling af gamle maskiner og traktorer.

Vækker mange minder

Der vil måske også blive maskiner som arbejder, og det er altid populært at se på for både store og små.

“En dag der vækker minder hos mange landmænd og ”kan du huske” lyder mange gange den dag,” udtaler Leo Pedersen, frivillig tovholder for Levendegørelse af Bratskov.

 Levendegørelsen af Bratskov finder sted hver torsdag fra kl. 10.00-13.00 i ugerne 27-31.

Der er som altid gratis entré og spændende rundvisning hver torsdag kl. 11-12 rundt på Bratskov ved Ketty Johansson.

Ligesom Café Bratskov holder åbent kl. 10-13 hvor der kan købes lidt godt til ganen, og hvor overskuddet går til Julemærkehjemmet i Hobro.

Levendegørelsen er et stort aktiv for borgere og turister, og samtidig et rigtig godt eksempel på, at de frivillige initiativer har stor betydning lokalt,” udtaler vækstchef Anna Oosterhof, Vækst Jammerbugt.

Kort køretur fra Aalborg: Alt forvandles til "gamle dage" på Herregården Bratskov