Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kornets Hus bliver ny attraktion i Nordjylland: Første spadestik taget

Af Michael Qureshi

Om ganske få år får Nordjylland en helt ny attraktion både for nordjyder og turister.

Mandag formiddag gik byggeriet af Kornets Hus ved Hjørring formelt i gang.

Kornets Hus er Danmarks nye, flotte og samtidig hyggelige center for viden og inspiration om korn, ernæring og madkultur. Hjørring Kommune, Realdania og Nordea-fonden bidrager blandt andre til det visionære projekt.

En stærk idé og en endnu stærkere portion vedholdenhed blev mandag formiddag belønnet på en mark midt i det nordjyske kornlandskab, da første spadestik blev taget for at markere startskuddet til opførelsen af Kornets Hus.

Nytænkende og på hyggelig vis vil det arkitektonisk opsigtsvækkende cen­ter i fremtiden – og ofte duftende af nybagt brød – berige sine besøgende med sanselige oplevelser, inspiration og viden om menneskets vigtigste råvare op gennem historien: Korn.

Bliver et inspirerende samlingspunkt

Byggekontrakten er netop underskrevet, efter at den nødvendige økonomiske støtte for nylig kom endeligt på plads.

Placeret præcis der, hvor kornet gror, og spor er fundet efter de første bosættelser i Danmark for 7.000 år siden, er Kornets Hus tænkt som et inspirerende samlingspunkt såvel inden- som uden­dørs.

Med plads til både leg, fordybelse og bl.a. bagekurser for besøgende i alle aldre og på alle videnmæssige niveauer.

Kornets Hus bliver ny attraktion i Nordjylland: Første spadestik taget

Støttes med 26 mio. kr. 

26 millioner kroner er der de seneste år blevet indsamlet og bevilget til husets etablering af aktører som Hjørring Kommune, Realdania, Nordea-fonden m.fl.

Fra årsskiftet 2019/20 vil den mere end 500 kvadratmeter store arkitektoniske perle af et arbejdende hus stå klar til at tage imod interesserede besøgende.

På samme tid monolitisk og funktionelt udformet som en mellemting mellem en traditionelt dansk landbrug og en bageovn set udefra. Målgruppen tæller alt fra kulturinteresserede børnefamilier over skolebørn og studerende til professionelle bagere og andre fagfolk.

Kornets Hus sætter fokus på korn som råvarer i sund ernæring og fortæller samtidig om kornets histo­riske, samfundsmæssige og kulturelle betydning.

Ud over kursuslokaler vil huset rumme involverende formidlingsaktiviteter, skoletjeneste, bageri, køkken og café med butik. Arealerne uden om huset vil også blive inddraget i centrets aktiviteter og formidling. Først og fremmest vil de besøgende opleve et inspirerende miljø og mødested, hvor de selv kan få lov at bage, hygge og udveksle erfaring og tips med vidende fagfolk.

Forud er gået 15 års idéudvikling

Forud er gået 15 års idéudvikling, forarbejde, fundraising og ikke mindst ventetid på omverdenens accept for bl.a. medstifteren af den nærliggende landskendte økologiske bager- og kornvirksomhed Aurion A/S, Jørn Ussing Larsen, der netop har specialiseret sig i brug og salg af bl.a. oprindelige kornsorter.

Siden 2009 er projektudviklingen lagt over i Foreningen Kornets Hus og siden to almen­nyttige fonde, hvor Jørn Ussing Larsen i dag er bestyrelsesmedlem. Han glæder sig over, at byggeprojektet nu sættes i gang – på kornmarken tæt ved Aurion, hvorfra Kornets Hus samtidig får eksperthjælp at trække på.

Glæde hos de involverede

Jørn Ussing Larsen siger.

”Der er gået en rum tid, og derfor er det næsten uvirkeligt, at drømmen nu bliver en realitet med opbakning fra de forskellige fonde. Jeg glæder mig i den grad nu til at opleve huset færdigt, udstillingerne installeret, duften af godt brød brede sig og gæsterne træde ind og gøre huset levende.”

Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt siger:

”Vi tror meget på Kornets Hus som et autentisk og anderledes oplevelsestilbud til bl.a. regionens mange turister. Der er desuden et stigende fokus på samspillet mellem kost og sundhed, og jeg er overbevist om, at Kornets Hus kan være med til at understøtte denne udvikling yderligere på en sjov og interessant måde for hele familien. ”

Direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen siger:

”Korn er en central råvare for vores fælles madkultur og daglige måltid. Kornets Hus vil gøre os klogere på kornet, inspirere os og styrke vores håndelag, så det bliver endnu mere smagfuldt og sjovt at vælge korn som råvare i et sundt hverdagsmåltid. ”

Del artikel

Andre læser også