Konkurrencer og gode priser: Blå Kors fejrer Blå Lørdag i weekenden

Hvad kan være bedre end en god shoppetur med gode tilbud? Det skulle da lige være en shoppetur, hvor pengene går til et godt formål.
Lørdag den 26. april inviterer Blå Kors’ genbrugsbutikker over hele landet til Blå Lørdag – det gælder også i butikken på Løven i Aalborg og de to butikker i Nørresundby.
En populær tradition
I butikken på Løven i Aalborg kan kunderne fra kl. 10 til 14 shoppe genbrug med 25 procent rabat og deltage i en sjov gættekonkurrence. Det samme gælder også butikkerne i Nørresundby og Nr. Uttrup.
“Vi glæder os helt enormt til at fejre Blå Lørdag igen i år. Det er en dag, hvor man kan gøre et ekstra godt køb, samtidig med at man støtter en god sag,” siger Anders Christensen, chef for Blå Kors Genbrug.
Blå Lørdag er blevet en populær forårstradition med mange gæster i butikken.
I år håber Blå Kors på endnu en succes og glæder sig til at byde velkommen i butikkerne.
“Vi oplever, at kunderne tager fantastisk godt imod Blå Lørdag. Det er en god anledning til at finde lidt nyt tøj til forårs- og sommergarderoben,” siger Anders Christensen.

En tak til de frivillige
Formålet med Blå Lørdag er at sætte fokus på, at genbrug også gør en forskel for mennesker i udsatte livspositioner. Alt overskud fra Blå Kors’ genbrugsbutikker går til at hjælpe blandt andet børn og unge, der vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug, hjemløse og udsatte familier.
“Blå Lørdag er vores måde at sige tak på – både til vores kunder og til de frivillige, som hver dag lægger et fantastisk arbejde i butikkerne. Vi håber, at mange kigger forbi og er med til at gøre en forskel.”