Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stjernespækket hold: Det Kongelige Teater drager på turné til Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen

Det Kongelige Teater drager snart på Danmarksturné, og det er med et stjernespækket hold.

Kendte navne som Jens Albinus, Bodil Jørgensen og Lars Brygmann er med, når et helt særligt stykke udspiller sig i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 27. februar 2024 klokken 19.30.

Stykket er den største danske klassiker i det realistiske teater. Sådan beskrives det intense drama Indenfor murene, der handler om tro og identitet, selvopfattelse og opbrud – og ønsket om at beskytte sine børn.

Det Kongelige Teater, med skuespilchef Morten Kirkskov i front, genopsætter nu det populære stykke med et stjernespækket hold af skuespillere på scenen.

Kendt historie spillet af kendte skuespillere 

Indenfor murene er det næstmest spillede danske drama og havde premiere tilbage i 1912. Men historien er langtfra forældet, tværtimod.

Det er en fortælling om at leve med alt det, man er rundet af, gøre op med det og give sig hen til dem, man elsker.

På scenen har Morten Kirkskov samlet en række af Danmarks mest kendte skuespillere, nemlig Jens Albinus i rollen som Adolf Levin og Bodil Jørgensen som hans kone Sara. Derudover spiller Lars Brygmann, Stine Stengade og Emilie Koppel blandt andet med i stykket. 

Historien finder sted i den jødiske familie Levins stuer, hvor alt er ved det sædvanlige. Her hersker fred, varme og hygge, da familien samles til den ugentlige fredagsmiddag.

Ved spisebordets midte sidder faren Adolf Levin som altid. Men fortids had og splid vækkes, da Levins yngste barn Esther afslører, at hun har forlovet sig med Jørgen Herming, søn af den mand, som for år tilbage nægtede at hjælpe Levin på fode, alene fordi de var jøder.

Levin sætter sig imod ægteskabet, men indvilliger i at møde ægteparret Herming til en middag, hvor det store slag skal stå.

To kulturer, traditioner og selvopfattelser står stejlt over for hinanden. Hvem vil give sig og hvem kan? 

Der er lagt op til en dramatisk og storslået aften, når Det Kongelige Teater lægger vejen forbi Aalborg med Indenfor murene til februar. 

Billetter til Indenfor murene tirsdag 27. februar 2024 kl. 19.30 i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes via akkc.dk eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566.

Billetprisen er 290-450 kr. inkl. gebyr. Early Bird rabat på 50 kr. pr. billet de første 14 dage. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study. 

Del artikel

Andre læser også