Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Koncerter kan rulles ud nu: Musikkens Hus har fået en koncert-bus

Af Michael Qureshi
Foto: renejeppesen.dk
Foto: renejeppesen.dk

 Musikkens Hus har indtil nu budt på musikalske oplevelser i husets fire, smukke sale på havnen i Aalborg.

Nu får endnu flere nordjyder imidlertid mulighed for at opleve forskellige musikkulturelle arrangementer, når Musikkens Hus løfter sløret for koncerthusets seneste investering – en bus, der skal fungere som en femte koncertscene:

“Den nye koncertbus giver os helt nye muligheder for at nå ud til dem, der ikke selv kan komme til os.

Vi har altid lagt vægt på, at vi er et hus for alle, og det kræver derfor en bus, der kan nå ud til alle.

Vi vil nemlig ikke bare være Aalborgs musikalske hus, men hele regionens, og det fordrer, at vi også bevæger os udenfor Aalborgs bygrænser.

Vi glæder os utroligt meget til at vise, at alle steder kan gøres til et koncertrum, og at store musikalske oplevelser også kan opstå på uventede lokationer,” siger Lasse Rich Henningsen, administrerede direktør i Musikkens Hus.

Bliver indviet til Aalborg Operafestival

For at få bussen til at afspejle Musikkens Hus’ stil og identitet har det krævet en renovering fra top til tå.

Udvendigt er bussen folieret, således at den matcher Musikkens Hus’ rå ydre, og indvendigt er den indrettet som husets største sal, Koncertsalen, med hvide amøber på væggene, samme slags trægulv og scene.

Den nye koncertbus kan rumme op til 20 gæster og bliver indviet til Aalborg Operafestival, der løber af stablen den 8.-11. august.

Bussen vil blive navngivet torsdag den 8. august kl. 16.00 på Toldbod Plads og kan herefter opleves rundt omkring i byen i løbet af Aalborg Operafestival – herunder på en række af byens plejehjem, så også byens ældre borgere kan nyde opera til kaffen.

Bussens næste stop er Kulturmødet på Mors fra den 22.-24. august og vil herefter blive brugt til særlige arrangementer i Musikkens Hus.

Del artikel

Andre læser også