Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmper for overlevelse: Kommunen sender 700.000 kroner til legendarisk spillested

Af Christopher Høeg Lundberg

Efter en nabostrid i Kattesundet, hvor spillestedet Café 1000Fryd i sidste ende stod over for lukning på grund af støjklager, ser det nu ud til at, der er lys for enden af tunnelen.

I sommer lancerede 1000Fryd en indsamling til lydisolering, der skulle løse støjudfordringen og dermed bevare kulturstedet – i alt skal der bruges 2 millioner kroner.

“Vi har gennem den sidste tid undersøgt vores muligheder og er kommet frem til, at en renovering hernede er det bedste bud for, at 1000Fryd kan overleve som det koncertsted, det er og hele tiden har været,” fortalte Troels fra 1000Fryd i juni til MigogAalborg.

På daværende tidspunkt var han optimistisk i forhold til at lykkes med indsamlingen, og det kan han nu fortsætte med at være.

Der kommer nemlig nu 0,7 millioner kroner i spillestedets retning.

En vigtig del af Aalborgs kulturliv

Forligsparterne har besluttet, at der i det netop indgåede kommunale budgetforlig for de kommende fire år skal disponeres 700.000 kroner til den igangværende renovering af Café 1000Fryd.

I budgetaftalen understreger partierne, at spillestedet gennem de seneste 40 år har market sig som noget ganske særligt for livemusikken både nationalt og internationalt.

For borgmester Lasse Frimand Jensen er sagen om Café 1000Fryd én af dem, der fortjener lidt ekstra opmærksomhed.

Han har nemlig delt et opslag om netop denne sag på sin personlige Instagram.

“Budgetforligsparterne anerkender spillestedets betydning som en vigtig del af Aalborgs kulturliv og forventer en snarlig genåbning af denne vigtige koncertscene,” skriver han.

Ikke i mål endnu

Café 1000Fryd selv er naturligvis meget glade for kommunens håndsrækning, men de understreger også, at de langt fra er i mål endnu.

På Instagram takker de forligspartierne og tilføjer derefter:

“Nu mangler vi kun en smule mere end 500.000 kroner for at nå vores mål.

Fortsæt endelig med alle de gode initiativer, støtte og den økonomiske hjælp,” skriver de.

Del artikel