Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spareøvelse: Kommunen holder 22 springvand lukkede i 2024

Af Ane Johanne Damgaard

Det er ingen hemmelighed, at økonomien i Aalborg Kommune er under pres. Det er en situation, som Aalborg deler med de fleste af landets øvrige kommuner.

Og nu får det konsekvenser for Aalborgs mange springvand.

Aalborg Kommune kan nemlig spare 200.000 kroner på driftsomkostningerne ved at holde 22 af kommunens i alt 28 offentlige springvand lukkede i 2024. Det betyder, at kun seks springvand bliver åbnet i 2024. Det skriver de i en pressemeddelelse.

“Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan åbne alle springvand i år. Men det er et skånsomt sted at spare for at få enderne til at hænge sammen,” udtaler rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen.

Springvandet på Toldbod Plads åbner

Seks af kommunens springvand bliver åbnet i 2024-sæsonen. Formand i Aalborg Kommunes Entreprenørenhed Henning Leander Sørensen fortæller:

“Vi blev bedt om at kigge på, hvor vi kunne spare. Og man fulgte vores forslag til seks springvand, der kunne holdes åbne i 2024.”

Ramblaen ved Føtex i Nørresundby holdes blandt andet i gang, fordi det har en drænfunktion og derfor er med til at holde det høje grundvand i området i ave.

“Og så har vi springvandet på Toldbod Plads, som opsamler regnvand til reservoiret, hvilket er med til at holde vandudgifterne nede her,” fortsætter Henning Leander Sørensen.

Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen supplerer:

“Toldbod Plads er desuden et trækplaster og vores mest besøgte springvand, da rigtig mange borgere og turister passerer pladsen. Så det beholder vi.”

Spareøvelse: Kommunen holder 22 springvand lukkede i 2024

Foruden kommunens offentlige springvand, findes tre gadekær med springvand i henholdsvis Øster Sundby, Nørre Tranders og Øster Uttrup, som er drevet af borgerforeninger.

Disse springvand vedligeholdes ikke af kommunen og indgår derfor ikke som en del af spareplanerne for 2024.

Disse seks springvand åbner den 1. maj 2024:

  • Springvandet på Toldbod Plads
  • Gåsepigen på Vesterbro
  • Kampen mod havet i Prinsensgade
  • Susanne i badet i Rotunden i Hasseris
  • Ramblaen i Nørresundby
  • Drengen og den lille havfrue i Kildeparken

Del artikel

Andre læser også