Kommunen advarer: Pas på elskovssyge elge i efterårsferien

Det er ikke lige hver dag, vi skriver om elskovssyge elge her på redaktionen, men nu er tiden kommet (igen).
For efterår er traditionen tro lig med elskovssyge elge, og igen i år er Aalborg Kommune klar med en advarsel.
Årsagen er, at mange aalborgensere vil benytte efterårsferien til at tage en tur til Lille Vildmose i kort køreafstand fra Aalborg.
.
Og det er så lige præcis her, at man faktisk kan rende ind i problemer.
“Der er smukt lige nu, men tag dig i agt, for elgene kan stadig være elskovssyge,” skriver Aalborg Kommune og fortsætter:
“De er nemlig inde i slutfasen af deres brunstperiode, hvor de kan være ret hormonfyldte, utilregnelige og muligvis aggressive. Hvis du besøger Lille Vildmose bør du derfor være ekstra opmærksom, hvis du møder en elg,” skriver de.
Det skal du være opmærksom på
Derfor er rådet, at man mindst skal holde en afstand på 50 meter.
Hold øje med sænkede hoveder, rejste hår på ryggen og tilbagelagte ører, som er tegn på aggression.