Komisk geni: Daniel Sloss erobrerede Aalborg med sit nye stand-up show
Du ved, at en komiker har fanget sit nordjyske publikums hjerter, når han ti gange i en forestilling kan pointere, uden den mindste smule ironi, hvor talentfuld og dygtig han er, og publikum er fuldstændig på hans side.
Fuck janteloven, fordi den skotske komiker Daniel Sloss ER talentfuld, dygtig og vigtigst af alt, sjov.
Det beviste han så sandelig torsdag aften i Aalborg Kongres & Kultur Center, da han indtog scenen med sit nyeste stand-up show CAN’T.
Skarp, provokerende og genial
Skotten, der selvfølgelig tager tykt pis på englænderne gennem hele forestillingen, er født til at improvisere, og selvom han pointerer, at hans mor tvang ham til at tage komik seriøst og opbygge en arbejdsmoral, får man ikke så succesfuld en karriere som hans uden det naturlige flair for at italesætte livets absurditeter.
Nu har en hel ny verden af absurditet åbenbaret sig for ham (i.e. forældreskabet), og han er ikke bleg for at dele ud af sine traumatiserende oplevelser som førstegangsforældre.
Uanset om han tager fat i personlige oplevelser fra sit eget, nu, baby-dominerede liv, laver meta-jokes på bekostning af sine tidligere shows og andre komikere, eller griber fat i den varme kartoffel med kommentarer om Gaza eller slaveri, er han skarp uden at blive usympatisk og provokerende uden at blive vulgær.
Daniel siger, da også selv, at hemmeligheden bag komik er empati, og den besidder han i spandevis. Derfor guider han også sit publikum gennem de tabubelagte emner, så vi kan grine af dem uden at føle os som specielt dårlige mennesker.
Men komik deler jo vandene og lidt under halvvejs i showet, skete der en af de ting, som ikke kan planlægges.
To mennesker i publikum fik nok og forlod salen midt i showet. Komikeren var i et øjebliks chok, og der gik en bølge af forvirring gennem publikum.
“I can’t believe I’m in the fourth largest city in Denmark and it’s HERE I get a walk off. This is so weird,” sagde han med forbløffelse i stemmen for efterfølgende at knække sammen af grin, og straks var stemningen reddet.
Skotten fik fyret joke efter joke af på bekostning af de utilfredse publikummer – til de glade publikummers store fornøjelse – og hvis vi havde brug for endnu et bevis på, at han er en genial komiker, blev det serveret på et sølvfad.
Lover at vende retur til Aalborg
Daniel Sloss fik flere slag ind på bekostning af vores stolthed som aalborgensere, og det er tydeligt, at manden har lavet sin research før, han er gået på scenen.
Selvom han har lavet to Netflix-specials, har slået billetrekorder på Edinburgh Festival Fringe og optrådt på Conans talkshow flere gange end nogen anden komiker, er han, som hans mor ønskede det, grundig.
Det er fedt at opleve en international komiker, der gider lave research omkring ens lille hjemstavn, når han to måneder senere skal optræde i eksempelvis New York og Los Angelees.
Han får altså også mange pluspoint på kontoen ved at trampe lidt på svenskerne. En af de jokes, der fik det allerstørste latterudbrud handlede om, hvordan danskere opfatter svenskere, og da han hverken er dansker eller skandinav, fløj joken selv over hovedet på ham.
Tænk at levere en joke om skandinavisk rivalisering så perfekt uden at have den historiske og kulturelle ballast til at forstå, hvorfor det præcist er sjovt. Det er bare endnu en ting, Daniel Sloss åbenbart kan.
Komikeren afsluttede showet med at fortælle, at konen og ham skal i gang med baby nummer to, og at han derfor holder et års pause.
Han lovede dog, at han vil slå vejen forbi Aalborg igen, når han lavet et nyt show (“and then I’ll get one of the bigger venues here” tilføjede han trodsigt), og det holder vi meget gerne AKKC op på.
Vi glæder os til 2025 – og please skaf manden en større scene!
Kan du ikke få nok af international stand-up, afholder AKKC The Comedy Store x Drivhuset søndag den 11. februar med en masse fede komikere. Læs mere her.