Legendernes aften: Kom til talkshow med Lynge Jakobsen og Poul Erik Andreasen

Der findes store AaB-personligheder.
Og så er der Lynge Jakobsen og Poul Erik Andreasen.
De to AaB-koryfæer behøver nærmest ingen introduktion, og det er svært at beskrive, hvor meget de hver især – og til sammen – har betydet for nordjysk fodbold.
Nu har du snart en helt unik mulighed for at høre anekdoter ad libitum fra de to legender, når AaB af 1885 inviterer til Legendernes Aften på Hornevej.
Torsdag den 24/10 klokken 19.00 vil Thomas ‘Zjakalen’ Ridersholm holde et sofa-talkshow med Lynge Jakobsen og Poul Erik Andreasen.
Stadionplatte og bajer med i prisen
Der vil blive gået i dybden med deres lange og helt ekstraordinære liv som AaB’ere – og der vil med garanti ikke blive sparet på røverhistorierne.
En billet koster 195 kr., og du får naturligvis også en stor stadionplatte og en øl eller sodavand med i prisen – samt kaffe af libitum.
Der er yderst begrænsede pladser til arrangementet, og Aab af 1885 oplyser, at der kun er få pladser tilbage.