Du kan blive hørt: Kom til stort møde om fremtidens Aalborg


Kom og få en dialog med politikerne om fremtidens Aalborg Kommune.
Byrådet er i gang med at lægge budget for 2024-2027 og vil gerne høre din mening.
Økonomien er presset i landets kommuner, og Aalborg er desværre ingen undtagelse.
Derfor skal der skæres på mange poster i kommunens budget.
Men hvis du har en mening om, hvor besparelserne absolut ikke skal falde, så kan du blive hørt.
Det kan være, at du vil sikre, at Aalborg som studieby stadig har masser af tilbud til de unge.
Byrådet inviterer nemlig til stort borgermøde den 20. september i Skansen i Nørresundby.
Her venter man rigtig mange interesserede aalborgensere, som gerne vil involveres i debatten omkring budgettet og have en dialog med politikerne.
Du kan tilmelde dig her, og bemærk at der er tilmeldingsfrist 17. september.
Studerende glæder sig til mødet
MigogAalborg har talt med to studerende, der ser det som ganske relevant at møde op til mødet onsdag d. 20. september.
“For mig som studerende er det vigtigt, at de unge også bliver prioriteret i det budget, som skal lægges.
Jeg tror ikke på, at det vil gavne på længere sigt, hvis man nedlægger en masse, som gør Aalborg til en attraktiv by.
Det er vigtigt, at man holder en balance.
Jeg tror, at der vil være en interessant debat, og jeg glæder mig til at høre politikernes argumenter for og imod hvad der skal spares væk,” lyder det fra Josephine Bjørk, der er studerende på UCN.
Gode chancer for at blive hørt
Hun får opbakning fra sin medstuderende.
“Jeg synes, at det er vigtigt, at man engagerer sig i den by, som man bor i.
Hvis man møder op til sådan et arrangement, så er der en god chance for, at man også kan få stillet et spørgsmål eller få en bedre forståelse for, hvorfor nogle besparelser er nødvendige.
Jeg synes, at det er godt med åbenhed fra Aalborgs politikere, og at de vælger at inddrage os der bor i byen til et borgermøde,” lyder det fra Caroline Nielsen, som også studerer på UCN.
Politikerne skal nu i gang med forhandlinger om det kommende budget, og de skal foretage meget svære prioriteringer, da økonomien er presset.
Der er foreslået rigtig mange besparelser eksempelvis på skoleområdet, på anlægsprojekter og udvalgte serviceydelser.
På borgermødet får du muligheden for at møde de forskellige politiske udvalg og komme med din mening om budgetforslaget.
Du kan tilmelde dig her, og bemærk at der er tilmeldingsfrist 17. september.