Fuld sol og 23 grader: Aalborg-gade inviterer til den vildeste sommerfest
Med udsigt til fuld sol og temperaturer på op til 23 grader er der ingen bedre måde at starte weekenden på end med kolde drinks, god musik og ægte sommerstemning.
Og det er lige netop det, du kan få, hvis du tager en tur forbi Algade i morgen, fredag, fra klokken 13.
Her bliver der for femte gang afholdt “Sommer i Algade”, hvor restauratørerne samles om at skabe en fest.
Hele området lukkes af, og Algade forvandles til en udendørs sommerfest med livemusik, barer og massere af festglade mennesker.
Bag arrangementet står blandt andre Restaurant Hjemve, Sylvius Ginbar, Nørgaard på Hjørnet, D’Wine Bar og Arnessted Kaffehus, som alle er med til at sørge for, at gæsterne kan nyde sommerdagen.
Ifølge arrangør Kristian Ishøy er det svært helt at beskrive stemningen til arrangementet.
“Den bedste måde, jeg kan beskrive det på, er en voksenfest med flere tusinde mennesker, der bare hygger sig,” fortæller han.
Der er livemusik i gaden fra klokken 14 til 23, hvor fire forskellige musiknavne sørger for stemningen i løbet af dagen og aftenen.
Imens musikken spiller, kan du nyde kolde drikkevarer og god mad fra de forskellige restauratører i Algade.

Altid festlig stemning
Hvis man spørger arrangøren, Kristian Ishøy, er det især fællesskabet og stemningen, der gør arrangementet til noget helt særligt.
“Det er helt berusende, når man står og kigger ud over det her, og man har skabt en fest med så mange mennesker, der bare hygger sig,” siger han.
Han er stolt af, hvordan han, sammen med de andre arrangører, har fået skabt et arrangement, som foreløber så problemfrit.
“Flere tusinde mennesker samlet på et sted, og så har vi aldrig oplevet noget ballade. Folk har bare en fest.”
For at sikre, at det hele fortsat foreløber, som det skal, vil omkring 70-80 personer være til stede i løbet af dagen og aftenen.
Derfor opfordrer arrangørerne også gæsterne til at give plads til personalet, så området kan holdes pænt og ryddeligt på trods af de mange mennesker.

Og vejrudsigten? Den glæder Kristian sig især over.
“Det er klart, når man holder en sommerfest udendørs, så er det jo bare fedest med noget solskin – og det bliver der jo i den grad.
Der er lagt op til et fantastisk arrangement med en masse fantastiske mennesker – vi skal bare hygge,” siger han.
Sommer i Algade afholdes i morgen, fredag den 29. maj klokken 13-23 i Algade. Herefter fortsætter festen indendørs på de forskellige beværtninger.
Program for dagen:
Kl. 13.00: Gaden åbner
Kl. 14:00: Frederik Bjørn på guitar
Kl. 16.30: Urban Crooners med swing
Kl. 18.00: DJ Martin Sloth med voksne hits
Kl. 20.30: Willer med dans spiller op til dans
Kl. 23:00: Gaden lukker, og der henvises til indendørs faciliteterne.