Stor succes er tilbage: Kom til nervepirrende filmquiz i biografen
Praler du altid med, at du kan nævne alle Tarantinos film i rækkefølge, spotte hver eneste Marvel-cameo eller citere The Godfather uden at blinke?
Så er det nu, du kan sætte din filmviden på prøve, når Nordisk Film Biografer igen inviterer til sjove, hyggelige og nørdede aftener i filmens tegn.
Datoerne for forårssæsonen er på plads, og der kan dystes 2. februar, 9. marts, 13. april, 11. maj og 8. juni.
Nordisk Film Biografer inviterer til en sjov, hyggelig og dejlig nørdet aften i filmens tegn.
Quizmaster Jesper Rosenkrantz sørger igen for en bred og udfordrende quiz i Palads i København, mens lokale quizværter i bl.a. Aalborg er klar i vores tre andre biografer.
Formatet er supersimpelt.
Man kan være 4 mand pr. hold (husk at bestille pladser ved siden af hinanden), aftenens quizmaster fører jer igennem med kyndig hånd, og der er fede præmier på højkant.
“Spørgsmålene vil være om både nye og ældre film, så der er noget for alle – entusiaster og nørder! Du behøver altså IKKE have en kandidatgrad i Filmvidenskab for at kunne deltage,” lover biografen.
Quizzen afholdes inde i biografsalen, hvor det store lærred og den gode lyd fører deltagerne igennem aftenens udfordringer.
Quizzen varer 120 min., og der er mulighed for at proviantere i baren/kiosken før, undervejs og efter.