Støtter et godt formål: Kom til julebanko med fede præmier

Hvis du mangler lidt ekstra decemberhygge i kalenderen, så er der ingen grund til at lede længere.
På torsdag den 11. december inviterer Ungdommens Røde Kors Aalborg nemlig til deres populære julebanko-arrangement på Studenterhuset ved Gammeltorv.
Der er garanti for en aften med god stemning, når aalborgenserne samles om tal, plader og attraktive præmier – samtidig med at aftenen støtter et rigtigt godt formål.
Hele overskuddet går nemlig direkte til foreningens arbejde med Aalborgs børn og unge.

Lokale virksomheder bakker op med lækre præmier
At foreningen endnu engang kan afholde deres populære julebanko, er takket være opbakningen fra forskellige virksomheder, lokale virksomheder.
Og der er som altid masser at glæde sig til i præmiepuljen.
Deltagerne kan se frem til at spille om præmier fra blandt andre Restaurant Struktur, AaB, Fårup Sommerland og Art By Me.
De mange frivillige fra Ungdommens Røde Kors står klar hele aftenen til at uddele gevinster til de bankoglade deltagere, uanset om de rammer én, to eller tre rækker.
”Det bliver en fantastisk aften. Vi ser frem til at samle aalborgensere til en hyggelig omgang banko, hvor vi sammen kan gøre en forskel for børn og unge i Aalborg,” fortæller Sharika Sriranjan, som er marketing- og eventmedarbejder i Ungdommens Røde Kors Aalborg.

Pladserne ryger hurtigt
Bankoarrangementet plejer at være populært, og pladserne ryger hurtigt. Derfor er det en god idé at være ude i god tid, hvis du vil sikre dig en plads i salen.
”Vi opfordrer alle til at tilmelde sig i god tid, da pladserne plejer at blive revet væk,” siger Sharika Sriranjan.
”Tag familien, vennerne eller kæresten under armen. Det bliver en hyggelig aften, hvor alle er velkomne.”
Det er gratis at komme ind, men deltagelse kræver forhåndskøb af bankoplader.
Det koster 75 kr. ekskl. gebyr pr. person, hvor du får tre bankoplader. Har du brug for flere, kan de købes på selve aftenen.
Arrangementet foregår på Studenterhuset ved Gammeltorv torsdag den 11. december.
Dørene åbner kl. 17.30, så man kan nå at finde sin plads og få styr på pladerne, inden første spil går i gang kl. 18.30.Læs mere om tilmelding her.
Læs også: Efter klage til kommunen: Aalborgs flotteste juleopgang skal fjernes