Hygge, håndværk og loppefund: Kom til hyggeligt julemarked på Egholm

Egholm byder igen i år på ægte julestemning, når øens hyggelige julemarked løber af stablen den 29. og 30. november.
Her kan besøgende tage færgen over og nyde en vandretur gennem vinterlandskabet, hvor fire forskellige steder på øen inviterer indenfor til jul, hygge og håndværk – alt sammen omgivet af Egholms smukke natur.
Julemarkedet strækker sig over Lembgaarden, Regnmildgaard, Brogaarden og Egholm Gamle Skole.
Turen rundt bliver en oplevelse i sig selv, hvor man undervejs kan nyde udsigten over det fredede fugleområde Nørredyb, dufte gran og nyde vinterroen.
Ruten rundt blandt Egholms smukke natur
Første stop er Lembgaarden, som ligger i det første sving på øen.
Her er laden fyldt med lopper – fra møbler og nips til julepynt, havegrej og tøj.
Det hele præsenteret med den smukkeste udsigt over Nørredyb, der skaber den helt rigtige decemberstemning.
Videre langs Nørredyb ligger Regnmildgaard, hvor den lokale landhandel åbner dørene og byder på et bredt udvalg af lopper, hjemmestrik, lokal keramik og flaskeøl fra Egholm Bryghus.
I anledning af julemarkedet fyldes hylderne desuden med julelopper, og gæster kan varme sig på en kop julet kakao i de hyggelige omgivelser.
Næste stop er Brogaarden, hvor specialbutikken Kræmmerhuset frister med et helt flot og varieret udvalg af vintagetøj, porcelæn, julekugler, knapper, møbler, dukkehuse og hjemmestrik.
Her kan man gå på opdagelse blandt unikke ting, der bringer minder og julestemning frem.
Fjerde og sidste stop på turen er Egholm Gamle Skole, hvor lokale udstillere viser deres håndværk.
Her kan man finde alt fra patchwork og sælskindarbejde til træarbejde, hjemmelavet sæbe, voksklude, keramik, papirklip og strik.
I skolens café og ved bålet serveres varme drikke, hjemmebag og pandekager – den perfekte afslutning på en dag i julens tegn.
En ø i julestemning
Julemarkedet på Egholm er blevet en fast tradition for mange, hvor naturen, fællesskabet og de lokale kræfter går hånd i hånd.
Her handler det ikke kun om at finde julegaver – men om at nyde roen, stemningen og de små øjeblikke midt i travlheden.
Flere detaljer om de enkelte steder kan findes på julemarkedets instagram lige her.
Læs også: Nostalgi og traditioner: Kæmpe julebutik åbner i morgen i Aalborg