Magiske toner: Kom til helt særlig Harry Potter-koncert i dag
Når man taler om filmmusik, så bliver det ikke meget mere ikonisk end John Williams.
Han har lavet musikken til Alene Hjemme, Jaws, Jurassic Park, Star Wars og Harry Potter – bare for at nævne nogle stykker.
Nu kan du komme til en helt særlig koncert, der fokuserer på John Williams’ musik fra de tre første Harry Potter-film.
Det sker i Budolfi Kirke lørdag den 2. august kl. 12.00.
Der er som bekendt lavet otte film om Harry Potter baseret på bøgerne af den engelske forfatter J. K. Rowling.
Musikken til de tre første film er komponeret af John Williams, mens de resterende film har musik af andre komponister ud fra nogle af John Williams’ temaer fra de tre første film.

Ukrainsk koncertorganist
Med en karriere der strækker sig over hele 7 årtier og i alt 54 oscar-nomineringer, er John Williams en legende blandt filmkomponister.
Han er den nulevende person med flest oscar-nomineringer – i historisk kontekst er han kun overgået af Walt Disney!
Det bliver ukrainskfødte Ewa Belmas, der giver sig i kast med den magiske musik i form af koncerten Harry Potter and the Wizarding Organ.
Hun er uddannet organist fra Tchaikovsky National Conservatory i Kyiv og er aktiv som koncertorganist med meget traditionelt musik i repertoiret.
Men det er særligt hendes koncerter med John Williams’ Harry Potter-musik, der har givet hende en stor international succes.
“Der har været meget stor efterspørgsel efter Ewa Belmas‘ koncerter, og det har bragt hende rundt til talrige koncerter i Europa og Canada. Det er netop det program, vi skal høre her i Budolfi,” skriver Budolfi Kirke om koncerten.
Der er gratis entré til koncerten, så det er bare med at komme afsted!