Unik uddannelse: Kom til Lissabon, Cartagena og andre lækre steder med Skoleskibet Danmark


Drømmer du om at tilbringe nogle af årets kolde måneder i maritime omgivelser i Sydeuropa, med start i Lissabon og et smut forbi Cartagena og Madeira? Og om at få en masse nye venskaber og blive en oplevelse rigere?
Du kan blive en del af dette i første halvår i 2023, hvis du er ung og din uddannelsesmæssige fremtid er ukendt farvand.
MARTEC tilbyder en helt særlig uddannelse, hvor du både kan få store oplevelser og en uddannelse til ubefaren skibsassistent, som giver dig spændende muligheder for at arbejde til søs efter endt uddannelse.
Aktiv og afvekslende uddannelse
Uddannelsen tager kun 20 uger, og, hvis du er hurtig og er mellem 17,5 og 25 år, kan du starte allerede d. 9. januar 2023 på togt 115.
Her kommer du på togt med Skoleskibet DANMARK til spændende steder som Lissabon, Cartagena og Madeira.
Søg ind senest d. 30. december 2022. Inden ansøgning kan du få mere viden om uddannelsesforløbet på et online informationsmøde, som afholdes d. 21. december 2022. Læs mere om det her.
Signi er en af de glade elever, der har været på togt:
“Skoleskibet DANMARK gav mig som elev et hav af oplevelser og en helt unik indgang til Det Blå Danmark. Jeg satte mine fødder på dæksplankerne den 28. februar 2020, og jeg er ikke gået i land siden.

Jeg var selv elev på et kombi-forløb som togt 115 og har senere været besætning på Skoleskibet i foråret 2022,” fortæller hun og fortsætter:
“Jeg har som tidligere elev på Skoleskibet oplevet stor positivitet ude i Det Blå Danmark og den maritime verden. Vi får noget helt særligt med os, som rederierne værdsætter og satser på, når de skal ansætte nye i deres besætning.
Nu, hvor jeg er ansat på DANMARK, hører jeg også ofte om, at mine tidligere elever kommer vidt omkring i den maritime verden”.
Hvis du godt kan lide en uddannelse, som veksler mellem teori og praktik, så kan skibsassistentuddannelsen være det perfekte valg.
Uddannelsen består af to dele
Skibsassistentuddannelsen er det bedste fra to verdener. Du bliver uddannet til ubefaren skibsassistent og får lov at prøve dine sø-ben af på et cirka 7 ugers togt med Skoleskibet DANMARK – og samtidig får du også stor glæde af MARTEC’s undervisningsfaciliteter i land.
Undervisningen foregår på dansk, og fagene er delt op, så du både har fag i et klasseværelse på MARTEC i Frederikshavn og nogle fag på skoleskibet DANMARK.
Uddannelsen skifter mellem praktiske opgaver og teoretiske timer som blandt andet søsikkerhed, knob og stik, navigation, brandslukning, sikkerhed til søs og førstehjælp.
Midt i uddannelsesforløbet ligger togt 115, hvor du er påmønstret Skoleskibet DANMARK. Når togtet er slut, færdiggør du uddannelsen på MARTEC i Frederikshavn. Se sejlplanen her.
På skibet deltager du i den daglige drift, hvor du sammen med de øvrige elever indgår i skibets vagtplan sammen med skibets besætning. Vagtplanen dækker hele døgnet, når skibet sejler.

Her får man lov at prøve kræfter med en masse forskelligt, fortæller Driftsinspektør på Skoleskibet DANMARK, Pia Nyborg:
”Du skal være klar på lidt af hvert. I dagtimerne er der teoriundervisning om bord.
Skibet er i drift hele døgnet, så du arbejder på skiftende tider i døgnet, og som elev tager du del i hele skibets drift fra stort til småt.”
Når alle fag er bestået, og uddannelsen er gennemført, får du bevis som ubefaren skibsassistent, og du kan få job til søs. Uddannelsen er internationalt anerkendt og giver mulighed for job i ind- og udland.
Hvordan bor du under uddannelsen?
Under uddannelsen på MARTEC bor du på MARTEC’s skolehjem i Frederikshavn. Her bor du på 4-mandsværelser indrettet med køjesenge, og du har mulighed for at deltage i forskellige fritidsaktiviteter, der arrangeres på skolen.
På togtet er der 80 elever med ombord, og man sover 40 elever i samme rum – kaldet banje på sødmandsprog.
Man kommer altså hinanden ved på en måde, som de færreste oplever på noget andet tidspunkt i livet. Det er en enestående oplevelse, som giver gode minder og livslange venskaber.
Tilmelding senest 30. december 2022
Hvis den oplevelsesrige tur til søs kombineret med undervisning lyder som noget for dig , så kan du høre mere på online informationsmøde d. 21. december kl. 14-15 ved at tilmelde dig her.
Her kan du høre om uddannelsen til ubefaren skibsassistent, kommende togter med DANMARK, regler og stil på DANMARK, økonomien, optagelsesprocessen og mulighed for at stille spørgsmål
Ansøg til togt 115 senest d. 30. december for at sikre dig en af de få ledige pladser på DANMARK her.
På togtet er der 80 elever med ombord, hvor man sover 40 sammen i hvert rum – kaldet banje på sømandssprog. Man kommer altså hinanden ved på en måde, som de færreste oplever på noget andet tidspunkt i livet.
Når skibet er i havn, repræsenterer de vordende søhunde skibet og besætningen Danmark som en slags ambassadører.