Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Vi var med på første åbningsdag: Kom med indenfor i Restaurant Emils nye rammer

restaurant-emil-1024x682

Der er sket meget, siden Emil Thaarup for 3,5 år siden åbnede sin lille fiske– og skaldyrsrestaurant ved Gåsepigen.

Siden da har Restaurant Emil høstet ros fra både gæster, anmeldere og madelskere fra hele Danmark.

Men selvom anerkendelsen er vokset, har Emil hele tiden holdt fast i det, der gjorde restauranten populær fra begyndelsen: Friskfanget fisk, nærvær og en helt nede på jorden-stemning.

Nu er restauranten flyttet til nye og markant større lokaler på Østre Havn – men er sjælen og den helt særlige stemning flyttet med?

Da dørene for første gang blev slået op til den nye adresse, havde vi naturligvis sørget for at booke et bord.

Det første man lægger mærke til

Allerede når man træder ind i de nye rammer, kan man mærke og se forandringen.

Der er ganske enkelt meget mere plads.

Hvor den gamle restaurant havde nået sin kapacitetsgrænse, er der nu luft mellem bordene, et hyggeligt sofaområde og en helt anden ro i rummet.

Samtidig er Restaurant Emil stadig bare Restaurant Emil.

Og gudskelov for det.

Indretningen er varm, personlig og – naturligvis –maritim.

På væggene hænger tørrede urter og blomster, udstoppede måger holder øje med gæsterne, og overalt mærker man forbindelsen til havet og til Emil Thaarups nordjyske ophav i Strandby.

Og så er der udsigten.

For som Emil selv sagde, da vi første gang skrev om flytningen:

“En fiskerestaurant uden vandudsigt er jo næsten ikke en rigtig fiskerestaurant.”

Det argument er svært at være uenig i, når man sidder med udsigt til både den “nye” Østerå, Musikkens Hus og Limfjorden.

Restaurantens hjerte er rykket helt ud i rummet

I den nye restaurant har man valgt af have et åbent køkken.

Her kan gæsterne følge med i, hvordan Emil og resten af holdet sirligt anretter hver eneste servering.

Det er faktisk lidt fascinerende at sidde og følge med i.

For selvom restauranten er fyldt på åbningsdagen, virker der ikke til at være antydningen af stress. Tværtimod.

Der er plads til smil, små jokes og en snak med gæster, der er på vej ud efter lidt frisk luft eller en tur på toilettet.

Det hele foregår med et overskud, som man sjældent ser i restauranter på det her niveau.

Høj gastronomi uden højtidelighed

Noget af det mest imponerende ved Restaurant Emil har altid været balancen mellem ambitionerne på tallerkenen og stemningen i lokalet.

For niveauet på maden er fortsat tårnhøjt.

Menuen er lavet om i forbindelse med flytningen, men gæsterne kan stadig vælge mellem en Lille Emil og en Stor Emil.

Heldigvis har et par af favoritterne overlevet flytningen.

Det gælder blandt andet restaurantens legendariske surdejsbrød.

Og så snacken, som efterhånden har opnået kultstatus blandt mange gæster: Emils version af en chili cheese top med kuller, jomfruhummer, stegt hvidløg, stegt skalotteløg, citrontimian, cheddar, mozzarella og creme fraiche.

“Ja, den tør jeg sgu stadig ikke tage af menuen,” siger Emil med et grin.

Men selvom maden har gastronomiske ambitioner, er stemningen alt andet end stiv.

På højtalerne skifter musikken ubesværet mellem gangsta rap og The Minds of 99 – naturligvis med sangen “Emil”.

Når en ret er klar til servering, lyder der ikke et højtideligt “service” gennem restauranten.

Der bliver bare råbt: “Der er mad!”

Og det opsummerer måske meget godt, hvorfor Restaurant Emil har fået så mange trofaste gæster gennem årene.

Vi var med på første åbningsdag: Kom med indenfor i Restaurant Emils nye rammer

Mere plads til at være sig selv

Da vi talte med Emil om flytningen tidligere på året, fortalte han, at ambitionen ikke var at blive noget andet.

De gamle lokaler kunne ganske enkelt bare ikke længere følge med.

De nye rammer er næsten dobbelt så store, giver mulighed for både restaurant og selskaber på samme tid og er bygget præcis, som han gerne ville have dem.

Nu hvor dørene endelig er åbnet, virker det som om, planen er lykkedes.

For selvom adressen er ny, er sjælen flyttet med.

Når solen for alvor gør sit indtog senere på sommeren, er det svært ikke at forestille sig, at Restaurant Emil kommer til at føle sig ekstra godt hjemme på Østre Havn.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.