Kom helt tæt på historien: Museum åbner pop-up udstilling på Budolfi Plads

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Gennem de sidste par år har en af Aalborgs centrale pladser været igennem voldsomme forandringer, og en helt ny Budolfi Plads har taget form.

Under byggeprocessen har arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum fået lov til at kigge med, og selvom de kun har udgravet mindre områder af pladsen, så er der dukket mange flotte fund frem.

Og nu rykker historien ud af museet og ind på pladsen. Det sker lørdag 16. november, når museet i tæt samarbejde med Budolfi Plads A/S åbner en udstilling med Budolfi-fund netop der, hvor de mange fund er gjort.

Det skrivre Nordjyllands Historiske Museum i en pressemeddelelse.

”En vores fornemste opgave som museum er at formidle historien til publikum. Men der er ingen, der siger, at det kun skal foregå på selve museet.

Det kan også være det sted, hvor tingene blev fundet, fordi det tilfører en ekstra dimension til fortællingen om fortidens aalborgensere,” siger Lars Christian Nørbach, museumsdirektør for Nordjyllands historiske Museum.

Også bygherre Budolfi Plads A/S er glade for samarbejdet, som har resulteret i den nye udstilling.

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Nordjyllands Historiske Museum gennem hele byggeperioden, og vi har fulgt udgravningerne og de spændende fund meget tæt.

Det gode samarbejde og naboskab vil vi gerne fortsætte, og en pop-up udstilling er en god platform til at formidle information og historien om fundene fra byggeperioden,” udtaler Mikkel Højsleth fra Budolfi Plads A/S.

Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum har de seneste par år udgravet mindre områder af Budolfi Plads ifm. anlæggelsen af den nye plads. Fundet at blandt andet et grubehus fra vikingetiden har rykket ved det sted, hvor Aalborg by opstod for mere end 1000 år siden.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Ridderspore og kniv

Under byggefasen har arkæologerne fundet spor af blandt andet huse og værksteder fra både vikingetiden og middelalderen – blandt andet et skomagerværksted fra slutningen af 1300-tallet.

Et andet levn fra fortidens mennesker på Budolfi Plads, som kan ses i den nye udstilling, er en velbevaret kniv fra 1300-tallet. Den er lavet af jern og har et skaft af ben. Den er fra før gaflen blev almindelig, og fortæller om en tid, hvor alle havde sin egen personlige kniv, som man brugte, når man spiste.

Blandt fundene, der vises frem i Budolfi-udstillingen, er også en spore fra 1300-tallet, som var en del af krigerelitens udstyr.

Når middelalderens adelige, beredne kriger pakkede sin hest ind i rustning, var det nødvendigt med sporer, for at hesten kunne mærke rytterens anvisninger. Den fundne spore er af en type, der blev brugt i 1200- og 1300-tallet – en periode, hvor flere kæmpede om kongemagten i Danmark. Fundet af sporen indikerer, at også Aalborg var ramt af disse urolige tider.

En særlig aalborgenser træder frem af fortidens skygge

I udstillingen kan man også se et segl. Eller rettere selve seglstampen, som ejeren har brugt, når han skulle sætte sit segl på et dokument.

Seglstampen blev fundet ved resterne af et hus og et latrin fra 1400-tallet, og den har været brugt til at underskrive dokumenter med. Den latinske inskription afslører, at det har tilhørt en mand ved navn Nicolaus.

Og det betyder ifølge arkæologerne, at huset efter al sandsynlighed har været beboet af netop denne Nicolaus.

Arkæologerne fra Nordjyllands Historiske Museum har fundet mange enkeltgenstande på Budolfi Plads. Blandt andet denne særdeles velbevarede kniv fra 1300-tallet. Den er lavet af jern og har et benskaft. Kniven er fra før gaflen vandt indpas, og stammer fra en tid, hvor bestikket bestod af en personlige kniv, som blev brugt, når man spiste. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Det er ifølge arkæologerne sjældent, at man kan knytte rester af et hus fra senmiddelalderen til en bestemt person. For den Nicolaus, der nævnes på seglstampen, kender vi også andre steder fra.

Skriftlige kilder fra den tid omtaler nemlig en Nicolaus Hanssøn, der i 1491 blev medlem af det eksklusive selskab i Guds Legemeslav, der var en social forening for byens spidser. Og det er sandsynligt, at seglet har tilhørt netop ham.

Ud over seglet, er der fundet tre pilgrimsmærker, som var datidens form for souvenirs, som man hjembragte efter rejser til religiøse steder. De har formentlig alle tilhørt denne Nicolaus, og de kan alle tre ses i udstillingen sammen med seglstampen.

Både seglstampen og pilgrimsmærkerne samt medlemskabet af Guds Legemslav fortæller os, at Nicolaus var en mand af et vist økonomisk og socialt format.

At han har haft et segl, vidner om, at han haft brug for dette i det daglige. Det peger i retning af en større købmands- eller håndværkervirksomhed med forbindelser til den store verden udenfor Aalborg.

Selv små genstande kan rumme en stor historie. Sejlstampen her blev fundet i resterne af et hus fra middelalderen (sidste halvdel af 1400-tallet), og det har blandt andet været med til at identificere ejeren af huset. Pilgrimsmærker fundet samme sted understreger, at ejeren – en Nicolaus Hanssøn – har været en berejst herre. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Åbner lørdag 16. november

Sammen med museets genstande kan man se arkivbilleder af Budolfi Plads udlånt af Aalborg Stadsarkiv samt billeder og video fra selve byggeprocessen.

Pop-up udstillingen er indrettet i et af butikslokalerne med indgang fra Budolfi Plads. Adressen er Budolfi Plads 14, 9000 Aalborg.

Den åbner lørdag 16. november, og der er åbent hver dag i tidsrummet kl. 9.00-17.00. I første omgang kan den ses til og med fredag 31. januar 2020.

Kontrol i hele landet: Politiet har særligt fokus på cykler og knallerter i denne uge

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Kim Matthäi Leland
Foto: Kim Matthäi Leland

Politiet holder et ekstra vågent øje med cyklister og knallertførere i uge 4. Det skriver Rigspolitiet.

Bløde trafikanter udgør en betydelig del af de dræbte og tilskadekomne i trafikken, og de er mere udsat for alvorlige skader, når de er involveret i trafikulykker.

I 2018 blev 28 cyklister og 10 knallertførere dræbt i trafikken, hvor yderligere 921 cyklister og 269 knallertførere kom til skade.

I en del af ulykkerne var risikobetonet adfærd hos cyklister og knallertkørere en medvirkende årsag.

Derfor gennemfører politiet i perioden 20. januar til 26. januar 2020 en målrettet indsats mod cyklister og knallertkørere.

Hvis knallerter kører for stærkt, udgør det en væsentlig risiko for føreren selv og for medtrafikanterne.

Samtidig skaber høj hastighed ofte utryghed for cyklister og gående på cykelstier og gangstier, hvor støjgener også er en faktor, som er til irritation for omkringboende.

Hvorfor indsats mod cyklister og knallerter?

  • Bløde trafikanter er mere udsat for alvorlige skader eller død i ulykker.
  • Nogle cyklister og knallertkørere kører over for rødt lys, kører på fortove i fodgængerfelter og tager ikke hensyn til andre trafikanter.
  • Ulovlige knallerter udgør en væsentlig risiko for føreren selv og andre .
  • Ulovlige knallerter skaber utryghed på gangstier i boligområder, hvor beboerne også generes af støj.

Nu går byggeriet i gang: Her kommer 65 ungdomsboliger i centrum af Aalborg

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Byens Ejendom
Foto: Byens Ejendom

Tilbage i maj 2019 kunne vi fortælle historien om, at det gamle Park Hotel bliver til SU-venlige ungdomsboliger.

Og nu er der endelig nyt om de attraktive boliger, som kommer til at ligge helt centralt i byen.

Omdannelsen af hotellet til i alt 65 ungdomsboliger skydes forventeligt i gang i februar, og forventes afsluttet igen i oktober 2020. Det skriver Byens Ejendom i dag.

På torsdag skal  By- og Landskabsudvalget igen tage stilling til økonomien i projektet, da den støtteberettigede anskaffelsessum forhøjes med 1,3 millioner kr. til 59,6 millioner kr.

Desuden er projektet ændret fra oprindeligt 62 ungdomsboliger til 65 ungdomsboliger.

Det kan vi se frem til

Byens Ejendom skriver, at projektet omfatter 32 2-rums boliger på 48 kvm, 30 boliger på 31 kvm, 36 2-rums boliger på 43 kvm og 29 boliger på 32 kvm. Den månedlige husleje kommer til at ligge på mellem 2.230 kr. og 3.430 kr.”Ejendommen opdeles i to bygningsafsnit. I den oprindelige del af ejendommen fra 1905, med facade primært mod John F. Kennedys Plads, etableres 2‐rums ungdomsboliger, mens der i bygningsafsnittet med facade mod Steen Blichers Gade etableres det, der her betegnes som kompakt‐boliger eller kollegieværelser med eget badeværelse.

Der etableres større fælleskøkken samt fælles opholdsareal i underetagen.”I forbindelse med ombygningen ejerlejlighedsopdeles ejendommen, så stueetagen bibeholdes som erhvervslejemål i privat ejerskab med en forventet fremtidig anvendelse som udlejning til café eller lignende”, fremgår det af et notat fra kommunen.

Scorer topkarakterer hos kunderne: Sydbanks Private Banking afdeling i Aalborg vokser støt

Skrevet af: Michael Qureshi

Om sommeren er der direkte udsigt ud til Aalborg Cable Park i bassinet i Østre Havn.

Her kan man opleve alle mulige former for vandsports-aktiviteter, og der hoppes højt på vandski.

Indenfor bag vinduerne tager man også nogle gevaldige hop fremad.

Her har Sydbank deres Aalborg-filial med et stort team af dedikerede medarbejdere, og det er også her, at vi kommer til det med at springe højt.

En måling foretaget af analyseinstituttet Prospera i 2019 blandt landets Private Banking-kunder viser, at Sydbank klarer sig bedst blandt alle banker i hele landet indenfor etiske standarder, serviceniveau og personlig kundekontakt.

Ifølge Prospera opnår Sydbank bl.a. den højeste score af alle danske banker inden for følgende tre underkategorier: etiske standarder, den personlige kontakt med kunderne samt vurderingen af serviceniveauet.

Ifølge analyseinstituttet er disse tre kategorier blandt de allervigtigste parametre, når Private Banking-kunderne skal vægte bankernes samlede performance.

Hele teamet hos Sydbank i Aalborg

Samlet andenplads på kundetilfredshed

Sydbanks samlede score på 3,76 giver banken en samlet 2. plads, når det gælder kundetilfredshed, og Sydbank er samtidig den eneste af de fem største banker i Danmark, der har flere tilfredse kunder end sidste år.

Prospera-målingen er gennemført via telefonisk interview blandt 600 private kunder med en finansiel formue på +3 millioner kroner.

Det er resultater, som skaber stolthed hos Gitte Konggaard Madsen, der er Private Banking Chef i Sydbank Aalborg.

Især fordi der det seneste år har været løbende udskiftning i Private Banking Afdelingen.

“Jeg rigtig stolt over, at vi trods udskiftning i afdelingen har formået at holde fast i nærvær og leveret gode kundeoplevelser.

Vi har været igennem en transformation med hele afdelingen, og vi står nu stærkere end nogensinde før,” forklarer Gitte Konggaard Madsen til MigogAalborg.

“Det kvitterer kunderne med de her målinger. Det er helt fantastisk, at vi placerer os som nummer 2 i hele landet kun 0,07 procent fra Nykredit på førstepladsen.

Den personlige kontakt, som er det kunderne vægter højest, der ligger vi nummer 1 i undersøgelsen. Det er dejligt at tallene understøtter det store arbejde hele teamet udfører for at være blandt de bedste,” fortsætter hun.

Kunder vil gerne dele drømme og planer

Hvis man måske ikke lige er helt med på, hvad Private Banking er, så er det en afdeling i banken henvendt til kunder, der har en større og mere kompleks økonomi end øvrige private kunder.

Det kan eksempelvis være, fordi Private Banking kunderne har ejerforhold i en eller flere virksomheder, eller måske skal have investeret nogle større midler.

Sydbank i Aalborg har netop styrket holdet ved at hente endnu en stærk lokal Private Banker – Steffen Munk-Bidstrup.

Hans erfaring og netværk i Aalborg-området hos de relevante kunder er et stærkt redskab.

“Banken har rykket sig fra at være et sted, hvor man hæver penge eller får et billån. Jeg oplever mange af mine kunder, som gerne vil fortælle om deres drømme og planer. Vi er kommet tættere på hele kundens familie, og vi er nærmest blevet en del af deres netværk.

Derfor kan vi levere en stærkere rådgivning,” forklarer Steffen Munk-Bidstrup.

Kan trække på mange kompetencer

Afdelingen i Aalborg vokser støt på både balance og antal kunder. Mange nuværende kunder anbefaler netværket at skifte til Sydbank.

“Vores kunder er i virkeligheden vores største ambassadører, og når de sender nye kunder videre til os, så er det fordi de er glade og tilfredse med deres kundeoplevelse her.

Det betyder rigtig meget for os, og på vores første møder med nye kunder forsøger vi også altid at tage “helikopteren” op for at vurdere, hvad de præcis har brug for hos os,” lyder det fra Gitte Konggaard Madsen.

“Ud over vores egne Private Bankere har vi også to investeringsrådgivere. Vi har mulighed for at trække på dygtige skatterådgivere, pensionsrådgivere og leasingfolk hvis kunderne har brug for det.

Vi forsøger at samle hele paletten hos os, så kunderne ikke skal ud og booke mange møder – men kan klare det hele med økonomien med bare et,” forklarer hun.

Vender branchefokus til noget positivt

Hos Sydbank er man ikke blinde for, at selve branchen er hårdt ramt på troværdighed. Men det forsøger de at vende til noget positivt i Aalborg-afdelingen.

“Har kunderne ikke tilliden til os, så lytter de heller ikke til din rådgivning. Så en af vores fornemmeste opgaver i kunderelationen er at skabe gennemsigtighed og fremstå troværdige.

Vi vinder deres tillid, og det kan vi mærke rykker nye kunder over til os.

Vi kan ikke ændre på det store billede, men vi kan skrue på den knap, at vores kunder får det optimale ud af lige præcis deres situation. Den proaktive kontakt er noget kunderne sætter pris på,” forklarer Steffen Munk-Bidstrup.

Chef for Private Banking-afdelingen Gitte Konggaard Madsen lægger heller ikke skjul på, at det hjælper deres arbejde med synlighed fra både Sydbank Fonden og direktør Claus Starbæk-Ravnborg.

“Sydbank Fonden støtter mange lokale initiativer, og Claus er rigtig god til at aktivere hans stærke erhvervsnetværk.

Så på den måde får vi også mange nye kunder ind, fordi de starter med en positiv oplevelse med Sydbank,” slutter Gitte Konggaard Madsen.

Ønsker man at kontakte Sydbank Private Banking afdeling i Aalborg for en uforpligtende snak kan man tage kontakt her.