Farvel til julen: Sådan kommer du af med dit juletræ
Der er godt nok en populær julesang, der påstår at julen varer lige til påske, men så lang tid er der næppe nogen, som har lyst til at beholde deres juletræ.
De fleste juletræer er begyndt at se en smule trætte ud og drysser grannåle over stuegulvet.
Vil du gerne af med dit på en nem og hurtig måde, tilbyder Aalborg Forsyning heldigvis at hente juletræer i Aalborg kommune.
Det eneste du selv skal gøre, er at huske at save træet over i “mindre” stykker (maks. 1 meter).
Sådan gør du
Bor du i hus eller rækkehus i Aalborg Kommune, henter Aalborg Forsyning dit juletræ samme dag, som de henter haveaffald i det nye år. Du behøver ikke at være tilmeldt haveaffaldsordningen for at komme af med juletræet.
I Aalborg og Nørresundby midtby indsamler de juletræer den 8. og 9. januar 2024. Du skal blot stille dit oversavede juletræ ved fortovet senest kl. 06.00 den 8. januar. Vær opmærksom på at det ikke står til gene for fodgængere samt, at det er nemt at komme til for renovationsfolkene .
Bor du i boligforening, ejerforening eller andelsboligforening, skal du kontakte din bolig/ejer/andelsboligforening for at høre, om der er aftalt afhentning af juletræer.
Er du repræsentant for en bolig/ejer/andelsforening, skal du kontakte Aalborg Forsyning på tlf. 9982 8299 for nærmere aftale om afhentning (telefontider: man-tors kl. 8-15 // fre kl. 8-14)
Du har selvfølgelig også mulighed for at aflevere juletræet på genbrugspladsen i Haveaffald.