Next level: Her kan du få en koldskåls-frappé
Der er dem, der elsker koldskål højere end livet selv, og så er der dem, der aldrig helt har forstået hypen.
Hvis du hører til den første gruppe, eller drømmer om at gøre det, så er der god grund til at sætte kurs mod et særligt sted i Aalborg.
Her serverer man nemlig en koldskålsfrappé.
Det er altså hermed socialt acceptabelt at bunde sin koldskål i ét hug.
Ikke officielt på menuen
Hos Frellsen Chokolade har man skabt herligheden af to kugler citronsorbet og vaniljesoftice.
Den står faktisk ikke officielt på menuen, men hvis du siger de magiske ord: “Må jeg bede om en koldskålsfrappé?”, bliver du nærmest lukket direkte ind i himmeriget.

Frappéen koster 60 kroner, og for den pris får du en ordentlig basse.
Den kan med fordel nydes i Frellsens hyggelige gårdhave i Algade, og hvis sommervarmen for alvor har meldt sin ankomst, smager den kun endnu bedre.
Smagsmæssigt rammer den overraskende tæt på koldskål, selv om den “bare” består af to iskugler, som hver især trækker på de klassiske koldskålsnoter.
Er du typen, der mener, at kammerjunkere er Guds gave til menneskeheden, så bliver du måske ikke blæst helt bagover.
Der er nemlig ingen knas.
Alt i alt er det en virkelig god tørstslukker i sommervarmen, hvis du er til, ja, koldskål uden kammerjunkere.