Kold luft fra Nordatlanten på vej: Det skal du være opmærksom på
Hvis du er i bil, så skal du være ekstra opmærksom, når du sætter dig bag rattet i weekenden.
Især i de tidlige morgentimer.
Et vejrskifte sender nemlig kold luft fra Nordatlanten ned mod Nordjylland, og det kan give vinterhalvårets første glatføre flere steder.
Ifølge TV 2 Vejret er det et samspil mellem et højtryk vest for landet og et lavtryk øst for Danmark, der fredag aften sender den kolde luft ned over os.
Efterårets koldeste nat
“Den kolde luft, der kommer ind fra nord, kan give os efterårets hidtil koldeste nat.
Natten til lørdag kan temperaturerne dykke til et par graders frost, især i Jylland og på Midtsjælland,” lyder det fra meteorologerne.
Prognoserne viser, at vejtemperaturerne lørdag morgen flere steder kan komme under frysepunktet, og hvis vejene er fugtige, kan det skabe glatte forhold.
Bilister opfordres til at køre ekstra forsigtigt i de tidlige morgentimer, særligt på mindre veje, broer og i lavninger, hvor kulden først sætter sig.
Alt er dog ikke kun skidt ved weekendens vejr.
På lørdag vil højtrykket give os klart og fint solskinsvejr med mest svage vinde, og efter en kold morgen stiger temperaturen til omkring 10 grader om eftermiddagen.
Søndagen ser også ud at byde på tørt vejr med en del sol, men om eftermiddagen ser vinden ud at friske lidt op fra sydøst.