Ambulancer må kæmpe sig frem: Stort køkaos ved det nye hospital

Trafikken ved den nye Hospitalsby i Aalborg er lige nu så presset, at både ansatte og patienter kæmper for bare at komme til og fra arbejde.
Det fortæller flere medarbejdere til TV2 Nord.
Især om eftermiddagen omkring fyraften går det helt i stå.
En læge på Aalborg Universitetshospital oplever ofte, at hun efter sin vagt først skal bruge lang tid på bare at komme ud af parkeringshuset.
Hun pendler mellem Aalborg og Aarhus, og den samlede transporttid er ifølge hende blevet markant længere, efter hospitalet er flyttet.
Hun oplever, at det både slider på hverdagen og arbejdsglæden, når en stor del af tiden efter fyraften ender i kø.
Massivt pres på vejene
Det er ikke kun et irritationsmoment.
Medarbejdere fra akutafdelingen fortæller, at det også om morgenen kan være svært at komme frem, og at ambulancer skal bruge ekstra tid på at sno sig gennem trafikken.
Lægen vurderer, at vejnettet omkring Hospitalsbyen ganske enkelt ikke er gearet til den mængde biler, et stort hospital trækker, og hun frygter, at problemerne kan blive langvarige.
Ifølge TV2 Nord bliver trafikken fra parkeringshuset ledt direkte ud på Hadsund Landevej med ét spor i hver retning og rundkørsler som centrale knudepunkter.
Det giver flaskehalse, som kan mærkes det meste af dagen.
Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen bekræfter over for TV2 Nord, at der lige nu er massivt pres på vejene omkring Hospitalsbyen.
Han peger på to større vejarbejder i området som en væsentlig årsag til de ekstra lange køer og beklager de gener, som patienter og personale oplever.
Samtidig understreger han, at det er Aalborg Kommune og Vejdirektoratet, der har ansvaret for vejprojekterne.